Massemordere sælger modetøj
I 1984 slagtede Leroy Orange sin 27-årige kæreste Renee, hendes ti-årige søn Anthony og to af deres nære venner Michelle og Ricardo. Fra i morgen er Leroy den nyeste supermodel for det multinationale tøjfirma Benetton.
I 1984 slagtede Leroy Orange sin 27-årige kæreste Renee, hendes ti-årige søn Anthony og to af deres nære venner Michelle og Ricardo. Fra i morgen er Leroy den nyeste supermodel for det multinationale tøjfirma Benetton.
Massemorderen fra Illinois er i dag 49 år gammel. Og lige som alle andre 26 modeller i det italienske firmas nyeste reklamefremstød "We On Death Row" afventer Orange sin henrettelse på dødsgangen i USA.
"Jeg er imod dødsstraffen. Og med kampagnen forsøger vi at forsvare menneskeligheden og vise, at dødsstraffen ikke er retfærdig. Bare fordi disse mennesker har slået ihjel, har vi ikke lov til at myrde dem i lovens navn," siger Benettons kreative chef og superfotograf Oliviero Toscani.
Manden der tidligere har stået bag Benetton-kampagnerne, hvor tøjmode for første gang og uden skrupler blev kombineret med AIDS, racisme og krig.
De nye provokerende billeder blev natten til i går præsenteret i New York. I morgen starter kampagnen officielt i det amerikanske blad "Talk". Og i løbet af februar og marts vil de tankevækkende billeder også dukke op i diverse danske blade.
Udover den 49-årige massemorder fra Illinois vil "We On Death Row" vise følsomme billeder af Jeremy Sheets fra Nebraska, der i 1992 kidnappede, voldtog og myrdede en hvid pige, fordi hun gik i byen med sorte fyre.
Man vil på firmaets farvestrålende plakater kunne nyde en filosofisk udseende Karu Gene White, der under et indbrud i 1979 smadrede tre ældre butiksindehavere med en svensknøgle.
Og i tilsvarende fotogene opstilling præsenterer Benetton Inc. kampagnens eneste kvindelige dødsfange, Carlette Parker - ligesom sine mandlige kollegaer en brutal morder.
Over for B.T. lægger Oliviero Toscani ikke skjul på, at kampagnen skal provokere og skabe debat.
Men gør det farvestrålende fremstød ikke også disse mordere og voldtægtsforbrydere til helte og forbilleder for firmaets unge kunder?
"Et smukt billede gør dig ikke automatisk til en helt eller et forbillede. Jeg forsøger bare at sætte et menneskeligt ansigt på disse ufattelige skæbner.
Det var lærerigt at møde de i mange tilfælde dybt sympatiske personligheder. Og da jeg hørte om deres baggrund i fattigdom og misbrug, gik det op for mig, at det ligeså godt kunne være mig selv, der sad der i fangedragten - hvis jeg var født under tilsvarende forhold," siger Toscani, der har luksusboliger i både USA, Frankrig og Italien.
Det er tydeligt, at Toscani ikke er den store tilhænger af det amerikanske retssystem. Og han håber, at kampagnen også kan starte en fornyet debat om dødsstraf i den elektriske stols hjemland.
"Vi lytter i så mange tilfælde til USAs stemme. Og nu er det på tide, at de lytter til os," siger Toscani, der selv ansigt til ansigt med én af de dræbtes mødre, brødre eller søstre sagtens ville kunne forsvare sit provokerende initiativ.
"Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke på nogen måde forsøger at forsvare disse mennesker. Men i stedet for dødsstraffen mener jeg, at de skal spærres inde og hjælpes til et bedre liv. Og hvis én af de pårørende mener, at jeg skulle skamme mig, så er de i deres fulde ret til at mene dét," siger Toscani.
Og apropos forargede reaktioner, så har kampagnen allerede før sin officielle start fået sine heftige modstandere.
Den store franske avis "Le Monde" afskrev allerede sidste år Toscanis idé som "forkastelig" og "afsporet". Og på Texas' dødsgang fandt B.T. en mand, der ikke ser den italienske PR-mand som andet end en grådig og sensationsliderlig forretningsmand.
"Det er intet mindre end perverst. Han og firmaet udnytter både fangerne og ofrenes familier bare for at sælge deres produkt.
Benetton spurgte om tilladelse til at fotografere i vores fængsel. Men dét afslog vi med det samme," siger Larry Fitzgerald, der i fem år har ledet henrettelserne på dødskammeret i Huntsville - USAs travleste.
"Deres beslutning om at udelukke os strider imod menneskerettighederne," skyder Toscani igen.
"Vi ville meget gerne have filmet i Huntsville. Men de føler åbenbart, at de har noget at skjule," siger den italienske modemand, der i sin kampagne helt undgår at omtale modellernes kriminelle fortid.