Massefyringer på hospitaler i København
Region Hovedstaden skærer flere hundrede stillinger væk. Årsag: Hospitalerne er blevet for dygtige. Tragisk, siger FOA.
Region Hovedstaden skærer flere hundrede stillinger væk. Årsag: Hospitalerne er blevet for dygtige. Tragisk, siger FOA.
Den står på massefyringer og nedskæringer på hospitalerne i Københavnsområdet, efter et bredt flertal i Region Hovedstaden har givet hånd på en budgetaftale for 2012.
Mindst 800 ansatte får nu en fyreseddel, men da omkring 550 skal ansættes i andre stillinger, mister sundhedsvæsnet i alt omkring 250 mand.
- Vi har truffet den mest fornuftige beslutning, som man overhovedet kan gøre inden for det budget, der er til rådighed, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
Socialdemokraterne, Venstre, SF og De Radikale står bag aftalen, som betyder besparelser på sammenlagt 400 millioner kroner i forhold til 2011-budgettet på hospitalerne i hovedstaden.
- Vi har måttet acceptere at sige farvel til mindst 250 medarbejdere. Det er ikke spor morsomt, men vi har påtaget os ansvaret for at lave de nødvendige ændringer, så vi kan fremtidssikre systemet så godt som muligt, tilføjer Vibeke Storm Rasmussen.
Regionsrådsmedlem for Venstre, Bent Larsen, kalder budgetaftalen »strålende« og »meget perspektivrig«.
- Vi tager fat på nogle af de store udfordringer, vi har i fremtiden, siger han, og peger blandt andet på det planlagte telemedicinske center, som skal sikre, at kroniske patienter i fremtiden kan modtage behandling i deres eget hjem.
At 250 stillinger skal skæres fra skyldes, at hospitalerne er blevet mere effektive, forklarer Bent Larsen.
- Når man kan rationalisere arbjdsprocesserne, så kan man spare nogle mennesker. Sådan er det, siger han til Berlingske.
FOA: Massefyringerne er tragiske
- Det er plejen og omsorgen, det går ud over, udtaler forbundsformand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
- Det er deprimerende at være vidne til midt i en valgkamp, hvor de politiske partier alle som en lover flere behandlinger, mere sundhed og bedre velfærd, tilføjer han.
FOA-formanden mener, at vi i de kommende uger vil se en række budgetforlig i regioner og kommuner, der vil ligne aftalen fra Region Hovedstaden til forveksling.
- Det er svært at bebrejde de lokale politikere, at de udfylder de rammer, de har til rådighed, lyder det fra Dennis Kristensen.
Penge til forskning og nye centre
Der er blandt andet blevet plads til et nyt center for innovation og udvikling, som skal forske i bedre behandling og ny teknologi.
Desuden åbner fire diagnostiske center på de fire store akuthospitaler, Hillerød, Herlev, Bispebjerg og Hvidovre.
Region Hovedstaden har i dag cirka 35.000 personer ansat, som nu skal reduceres med 250. For 2012 har regionen fået 600 mio. kr. mere af staten end tidligere. Det samlede budget for 2012 er på 36 milliarder kr.