RUSLAND: Gæsterne i en shiamuslimsk moské i byen Khasavyurt i Dagestan blev vidne til en blodig markering af ramadanen lørdag aften.

Under fejringen af den muslimske højtid brasede to maskerede mænd ind i moskéen i den russiske republik og skød omkring sig. Nogle af moské-gængerne blev ramt i brystet og maven, mens andre blev ramt i arme og ben. Efterfølgende lød der en eksplosion ved moskéen, hvilket fik antallet af sårede til at stige.

- Antallet af sårede efter skyderiet i moskéen i Khasavyurt er steget til otte, siger en talsmand for de regionale indenrigsministerium ifølge New York Times til nyhedsbureauet RIA Novosti.

- Der var en eksplosion, men der var to sprængladninger. Den anden er ved at blive desarmeret, fortsætter talsmanden.

Politiet bekræfter ifølge nyhedsbureauet Interfax, at der har været sprængstofeksperter i moskéen for at desarmere en sprængladning, men det vil ikke be- eller afkræfte, om der blev såret nogle i eksplosionen.

Der var samlet omkring 70 muslimer i moskéen, da de to mænd begyndte at skyde omkring sig med automatvåben og en pistol.

Skyderier og bombeangreb er langt fra sjældent i Dagestan, hvor myndighederne beskylder kriminelle og islamister fra Tjetjenien for at stå bag.