Øverst i tv-klippet fortæller blogger Mascha Vang om andre ulemper ved at være et kendt ansigt og dele sit liv med andre.

Bloggeren Mascha Vang er rasende. For tiden bliver flere af de billeder, hun løbende har postet på sin blog, nemlig udnyttet i en række falske reklamer på nettet.

Det skriver den 36-årige blogger selv på sin Instagram-profil søndag.

»Der er for øjeblikket ret mange forskellige fup-reklamer og underlige interviews/afsløringer, hvor det fremstår som om jeg har noget med det at gøre - DET HAR JEG IKKE!! Hvis ikke det står tydeligt på min egen blog, så er det fup! Det er virkelig skøre ting der popper op, og det er svært at få bugt med. Beklager... Men der er kun ét sted I finder sandheden og de rigtige tips, og det er naturligvis på MASCHAVANG.DK«

Den 36-årige kendisblogger begyndte at blogge for omkring tre år siden, og i dag er antallet af brugere nået et nærmest gigantisk omfang.

Med knap en halv million læsere på sin blog og op imod to millioner unikke sidevisninger hver måned er hun med andre ord gået fra at være kendt som 'hende fra tv' til at være 'professionel blogger.' Og i oktober startede hun sit eget bloggerunivers blogly.dk, hvor hun har fået flere danske bloggere ind unde vingerne.