Mary - mor som ingen anden
Kronprinsessen venter tvillinger, men danskerne skal dog ikke forvente at se en søvnløs og klatøjet mor med gylp ned ad kjolen.
Kronprinsessen venter tvillinger, men danskerne skal dog ikke forvente at se en søvnløs og klatøjet mor med gylp ned ad kjolen.
Selv fire børn kan næppe vælte Mary af stiltronen, og barnepigerne skal nok tage over, når de små sover og mor løber sig en tur for at komme i form igen.
Hun er kendt for at bære sin rolle som både kongelig og mor med smil og god stil.
Og jeg er sikker på, at end ikke en stor, gravid tvillingemave vil stå i vejen for at Kronprinsessen endnu en gang vil blive udråbt som mode-ikon for andre gravide.
Under de to sidste graviditeter var modemærker som by malene birger og Diane von Fürstenberg leveringsdygtige i trendy looks, der passede til den voksende, kongelige figur, og danske designere står sikkert allerede i kø for også denne gang at få Mary til at se godt ud.
Lige så gennemført som Mary har optrådt som gravid, har hun også optrådt som småbørnsmor de seneste år. Hun er selv vokset op som den yngste i en børneflok på fire - nu får Frederik og Mary med ét slag den storfamilie, som de har drømt om. Og med et kronprinspar, der begge er omkring de 40 år, var det også ved at være sidste udkald. . .
Parret har flere gange udtalt, at deres børn ikke skal opdrages af barnepiger. Kronprinsessen vil være helt tæt på sine børn og ammede både Christian og Isabella, så dobbelte ammepuder skal nu findes frem.
Den tætte forbindelse til deres børn kunne senest iagttages under deres ferietur til Legoland, hvor mor Mary kastede sig ud i at prøve forskellige karruseller med sine to arvinger, og alle havde de store grin fremme.
Ja, Mary er på vej til at blive en rigtig kernedansk 'legoland-mor', men assisteret af stylister og barnepiger er og bliver hun en dansk mor, som ingen anden.