Martin Vingaard er tilbage efter at have afsonet en karantænedag i forårspremieren, og han fortæller, at klubben skal spille op til sit bedste, hvis de skal slå FC Midtjylland.

De danske mestre fra FC Midtjylland mangler stadigvæk at sparke sig i gang i den hjemlige liga, hvor man efter to kampe stadig står uden sejr i forårssæsonen. De danske mestre hentede ellers en historisk sejr over Manchester United i Europa League, men siden er det gået ned ad bakke. Og det skal det blive ved med, hvis man spørger Martin Vingaard, der dog anerkender, at FCN skal spille op til deres bedste, hvis de skal vinde kampen. Det fortæller midtbanespilleren til klubbens hjemmeside.

»Vi skal levere en toppræstation i aften, hvis vi skal have noget ud af den kamp. Det er en super fed hjemmekamp at starte med. Alle ydre omstændigheder er perfekte, og det er altid ekstra inspirerende at møde et tophold og forsvarende dansk mester, der også lige har præsteret internationalt,« siger Martin Vingaard og fortæller, at man skal bruge en eventuel sejr til at bygge Farum Park op som det fort, det tidligere har været, men som ikke har været synderligt frygtindgydende i denne sæson.

»I aften har vi første kamp i Farum Park, og vi skal i gang med at bygge vores hjemmebane op igen som en solid base, så alle modstandere ved, at de får det svært her. Sådan var det tidligere, men i efteråret tabte vi for meget på hjemmebane. Det skal der gøres noget ved, og det gør man kun ved at vinde kampe.«

FC Midtjylland ikke vundet i Farum i hele syv år i Superligaen.