Udenrigsminister Martin Lidegaard kalder situationen i Ukraine »frygtindgydende« og fortæller, at EU overvejer økonomiske sanktioner mod Rusland efter den militære optrapning på Krim-halvøen.

EU taler nu med store bogstaver over for Rusland om situationen i Ukraine: Stop den militære optrapning og kom til forhandlingsbordet - ellers kan det ende grueligt galt.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fortæller efter mandagens hastemøde for EUs udenrigsministre, at EU reagerer hårdt og kontant over for Rusland, og at yderligere sanktioner er på tale.

»Vi har truffet tre beslutninger på dagens møde blandt EUs udenrigsministre. Den første er, at vi på det kraftigste fordømmer den aggression, som Rusland har foretaget,« siger udenrigsministeren til Berlingske Nyhedsbureau med henvisning til, at Rusland har indsat tropper på den ukrainske Krim-halvø.

»Den anden er, at vi er enige om at prøve at få uafhængige valgobservatører ind i Ukraine, der skal holde øje med, hvad der foregår, og lægge en dæmper på uroen. Og den tredje er, at vi har besluttet, at med mindre Rusland nedeskalerer og trækker tropper tilbage inden for de nærmeste dage, vil vi afbryde forhandlingerne i forhold til G8 og i forhold til russernes visumfrihed i den økonomiske aftale, vi netop er ved at forhandle med Rusland om,« fortsætter Martin Lidegaard.

Udenrigsministeren kalder reaktionen fra EU »kontant« og fastslår, at den understreger situationens alvor.

»Vi har brug for at sende et entydigt signal til Rusland og sige: Det er alvor, det her, og det kan få ganske alvorlige konsekvenser. Men vi har også samtidig brug for, at de kommer til forhandlingsbordet, for der stadig håb om, at vi kan løse den her konflikt fredeligt, hvis russerne sætter sig til bordet nu,« siger Martin Lidegaard.

Torsdag er EUs stats- og regeringschefer indkaldt til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles, og her skal det diskuteres, om der skal ske »yderligere tiltag« - eksempelvis målrettede sanktioner - hvis situationen ikke kommer under kontrol.

»Vi udelukker ingen tiltag på nuværende tidspunkt - heller ikke økonomiske sanktioner,« fastslår Martin Lidegaard.

Mandagens møde mellem EUs udenrigsministre har med Martin Lidegaards ord været »følelsesladet«, og alle er meget påvirkede af situationen i Ukraine, fortæller han.

Tidligere mandag var der forskellige meldinger om, at Rusland gav Ukraine et ultimatum og truede med et stormangreb, hvis ikke de ukrainske styrker på Krim-halvøen overgiver sig i løbet af natten til tirsdag. En repræsentant fra det russiske forsvarsministerium afviste mandag aften over for det russiske nyhedsbureau Interfax forlydenderne om et ultimatum som »komplet nonsens«, og der hersker nu total forvirring om, hvorvidt truslerne er sande.

Martin Lidegaard fortæller, at rygterne også blev diskuteret på mødet.

»Perspektivet i situationen i Ukraine lige nu er ganske frygtindgydende. Der kan selvfølgelig være mange falske rygter, men samlet set må man nok sige, at det er et grimt trusselsbillede, der tegner sig, og min fornemmelse er, at vi er ved at være i den sidste time, hvis vi skal finde en fredelig løsning på det her,« siger den danske udenrigsminister.