Hvis klubben ikke er parat til at lade ham gå for en sum på 140 millioner kroner plus nigerianeren Steven Appiah, mener Jørgensen meget naturligt, at hans status også skal kunne aflæses på lønkontoen.

"Derfor skal min manager snarest have et møde med klubben for at forhandle om, hvor meget mere jeg kan få."

Landsholdets humørspreder viger udenom på spørgsmålet om, hvor meget mere han har tænkt sig. Som de fleste andre fodboldspillere foretrækker han, at den slags forbliver en diskret hemmelighed mellem ham selv og klubben.

"Uha, det ved man ikke," lyder svaret, men som han grinende konstaterer "en fordobling vil ikke være dårligt."

Mens de bedst betalte stjerner i den engelske Premier League, hvor lønningerne til stadighed eksploderer i endeløst kapløb, scorer omkring 50 millioner, er det nok tvivlsomt, om Martin Jørgensen i øjeblikket får over 10 millioner om året. Men efter tre år i klubben forventer han, at klubben er til at handle med.

"Jeg tror bestemt, de er indstillet på at give mig en lønforhøjelse. Spørgsmålet er så, om vi kan blive enige, om hvor meget mere jeg skal have. Men hvis ikke vi kan blive enige, må jeg jo ind og slå i bordet," truer Jørgensen uden at ville konkretisere, hvad der så skal ske.

I øjeblikket er han fortsat i gang med genoptræningen efter den lyskenskade, der også generede ham under den skuffende EM-slutrunde.

"Det hjælper på det, men i øjeblikket laver jeg kun løbetræning. Jeg har ikke mærket noget til lyskenskaden, men det er jeg bange for, at jeg kan, når jeg igen skal deltage i den almindelige træning," spår Jørgensen, der altså stadig er meget tvivlsom til den første landskamp under det nye makkerpar Olsen/Laudrup, når Danmark på udebane møder Færøerne den 16. august.