Repræsentanter fra de australske og de franske laboratorier, som har arbejdet på højtryk for at finde en 100 procent pålidelig EPO-test, sidder med ved bordet i den schweiziske by for at hjælpe IOC-bosserne med at beslutte om prøverne skal tages i brug i Sydney.

En beslutning, der i høj grad er med til give de resultater, som atleterne opnår ved OL, troværdighed - eller det modsatte, hvis IOC beslutter at udskyde brugen af de nye testmetoder.

Men mens IOC måske i dag eller i morgen vælger at undergrave Sydney-resultaternes troværdighed, har den syvdobbelte OL-guldvinder fra 1972 i München Mark Spitz allerede sat et stort spørgsmåltegn ved IOCs vilje til at bekæmpe det vildtvoksende dopingmisbrug.

"De er klar over hvilke stoffer, som findes og som bliver taget. De har tests, som kan afsløre alt, men de afviser at teste for alt," har svømmelegenden senest sagt til BBC Radio.

Han har tidligere været ude med riven efter IOC, som han mener nemt ville kunne sørge for en effektiv bekæmpelse af dopingen, hvis man samarbejdede mere med de store medicinalvirksomheder.

En af de danske OL-deltager, der tidligere har sat spørgsmåltegn ved IOCs vilje til aktivt at gå ind i kampen for en dopingfri sport, er roeren Victor Feddersen.

Han er glad for, at en mand som Mark Spitz retter det kritiske søgelys mod IOC, selv om han ikke nødvendigvis har ret i alle sine påstande.

"Det er udmærket, at en markant sportspersonlighed som Mark Spitz rejser diskussionen, og at han gør det i et OL-år.

Det er fint, at der nogle tvivl, for det tvinger folk til undersøge det og komme med nogle oprigtige svar. Dermed er han med til at starte en proces omkring doping-kontrol, som er til gavn for alle idrætsudøvere," mener Victor Feddersen, som er bekendt med spekulationerne omkring IOCs manglende indsats på området.

Han tror ikke, at det vil lykkes at få en EPO-test klar til legene i Sydney.

"Det tvivler jeg stærkt på, fordi det allerede er trukket så meget i langdrag. Det er svært vurdere, om det så er fordi testen endnu er holdbar. Jeg håber den bliver klar, men jeg tror det ikke.

Det ville være perfekt, hvis man bare kunne få taget en blodprøve og så færdig - selv om jeg godt ved, at de foreløbig kun arbejder på en urinprøve," siger Feddersen.

Han forventer, at legene i Sydney under alle omstændigheder vil blive ramt af dopingskandaler - også selv om det skulle lykkes, at få en EPO-test klar.

"Der vil sikkert blive taget nogle enkelte for doping - måske 3-4 stykker. Det er helt sikkert. Men alligevel så tror jeg, at der vil være færre sportsfolk, der er dopet ved dette OL end tidligere.

Det kan godt være jeg er naiv, men de senere år har der været så meget fokus på doping og konsekvenserne, hvis man bliver taget, så jeg tror og håber på, at det har haft en effekt," lyder det optimistisk fra den ene fjerdedel af det danske medaljehåb.

Mark Spitz giver i sit seneste angreb især de magtfulde TV-koncerner skylden for, at IOC vælger at nedprioritere dopingbekæmpelsen.

Han ser en interessekonflikt mellem TVs behov for at kunne vise de store stjerner sætte nye rekorder på den ene side og en effektiv jagt på doping-synderne på den anden side, og han mener, at IOC i sidste ende lader sig presse til at se igennem fingre med snyderiet for at tækkes tv-selskaberne, som betaler stadigt eskalerende millardbeløb for rettighederne til de olympiske lege.

Men den påstand afviser TV2-sportens redaktionschef Ole Henriksen. Han mener netop, at tv er afhængig af at kunne fortælle historier med gode menneskelige vinkler fra sportens verden snarere end at kunne berette om de levende maskiners evige rekordjagt.

"Jeg kan ikke se, at nogen tv-stationer kan have interesse i doping. Der var da ikke noget kedeligere end DDRs svømmehold i gamle dage, som slet ikke havde noget menneskeligt ansigt. Hvis der er noget vi leder efter i dag, så er det da folk med stor karakter, som for eksempel Lance Armstrong eller Janne Kolling med stor livsglæde. Det er det, der er entertainment," påpeger TV2-redaktionschefen.

Ole Henriksen tror heller ikke på, at man opnår et større publikum gennem nye rekorder eller mere show-agtige sportsarrangementer, hvor resultatet er givet på forhånd.

"Ikke et ondt ord om Anja Andersen og hendes show-håndbold, men det er vi færdige med. Folk vil have den ægte vare i dag."

Han mener, at tv-stationerne er så begejstrede for overhovedet at sikre sig rettighederne til de forskellige sportsbegivenheder, at man ikke derefter går ind og stiller krav til sporten.

"TV bliver jo beskyldt for alting i dag, men jeg har ikke indtrykket af, at man i den grad lægger pres på idrætsorganisationerne. Jeg tror, at man er så lykkelig over at få rettighederne i den konkurrence, der er med mediekøbmændene og de andre tv-stationer, at man stiller ikke krav. Det gør vi heller ikke herhjemme.

For eksempel så jeg da meget gerne, at prinsesse Nathalie var kommet på dressur-holdet, men det bestemmer jeg da ikke - og sådan tror jeg heller ikke, det er hos de store mediegiganter i udlandet. Der tror jeg, at Spitz skyder lidt forbi, selv om jeg har stor sympati for hans meninger - og jeg tror bestemt, at han har ret i, at der er mere snyd i sporten i dag, hvor der er så mange penge på spil, end tidligere".