Mark frygter for sine venners liv: Det er forfærdeligt
Det var vennerne, der slog alarm, da Rasmus og Jacob forsvandt i gummibåd.
Det var vennerne, der slog alarm, da Rasmus og Jacob forsvandt i gummibåd.
Venner til de to 18-årige mænd, Jacob og Rasmus, der forsvandt fra Juelsminde i en gummibåd fra Juelsminde sent mandag aften, er tirsdag samlet på havnen i Juelsminde.
Bekymrede snakker de om, hvad der mon kan være sket med deres to kammerater, der ikke er set siden mandag aften.
- Det er forfærdeligt. Det er ubehageligt at vide, at de er derude. Jeg håber virkelig, at de bliver fundet, siger en af vennerne, Mark Madsen, til BT.
Inden Jacob og Rasmus forsvandt, havde de aftalt med en ven, at de skulle mødes ud på aftenen. Det var derfor vennerne selv, der slog alarm til politiet, da de to unge mænd ikke dukkede op ved Grønbjerggård Strand, som de ellers havde aftalt.
- Jeg ventede nede ved stranden, men da de ikke var dukket op efter en time, så ringede jeg til min kammerat og spurgt, om han ville hjælpe med at lede på stranden og havnen. Da vi ikke fandt dem, så ringede vi til politiet, fortæller kammeraten til BT.
Tidligt tirsdag var der forvirring om, hvorvidt Jacob og Rasmus overhovedet var sejlet ud i en båd. Hos vennerne er der dog ingen tvivl at spore.
- Jacob sagde til mig en dag, at den båd skulle vi ud og prøve. I dag er den væk, så jeg er ret sikker på, at det må være den, de er sejlet ud i, fortæller 19-årige Mark Madsen.
Sammen med de andre venner, der var mødt op på havnen, snakkede han løbende med politiet for at finde ud af, om der var noget, de kunne gøre.
- Vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe med at finde dem, ligesom vi har gjort tidligere. Så vi tager nok ud og leder igen, siger Mark Madsen.