Kulturen på flere nordsjællandske gymnasier, hvor intim sladder om elevernes seksuelle eskapader flittigt deles i skoleblade, er langt fra et nyt fænomen. Det fortæller en tidligere elev fra Ordrup Gymnasium nord for København, der selv var med til at bidrage til kulturen for år tilbage.

»Jeg har svært ved at forstå det.«

I et debatindlæg i Politiken reflekterer Marie Carsten Pedersen, der er tilknyttet Politiken som freelancejournalist, over de seneste ugers helt store samtaleemne i flere danske medier. Nemlig om den kultur, hvor følsomme detajler om elevernes kærlighedsliv, sexliv samt andre private forhold offentligt bliver stillet til skue i skolernes sladderblade.

Et af de gymnasier, Ordrup Gymnasium nord for København, har Marie Carsten Pedersen selv gået på. Og selvom det efterhånden er tyve år siden, så genkender hun kulturen. Faktisk var hun selv med til at dyrke den.

Som redaktør på skolebladet Ztof, var hun med til at berette om, hvem der havde kysset hvem til festerne, og det, der var værre, også selvom vedkommende måske ikke havde lyst til at få sit kærlighedsliv udbasuneret i skolebladets sladderspalter.

»’Sexmobning’ og ’slutshaming’ bliver det kaldt nu, det som gymnasiesladderbladene laver. Men det burde vi også have kaldt det dengang i slut-90’erne, hvor jeg og mine venner trykte bladet Ztof i kælderlokalet bag pedellens kontor. For det var det, det var: Mobning og udskamning af seksuelt aktive piger og drenge,« skriver Marie Carsten Pedersen i sit debatindlæg, hvor hun også fortæller om nogle af de historier, der fik konsekvenser for de elever, der blev udstillet i bladet.

»Der var pigen, der gik grædende hjem, efter vi havde skrevet om, at hun havde givet en 3.g-dreng et blowjob. Der var hende, der skiftede skole, fordi hun aldrig fik lov at glemme, at hun havde kysset tre forskellige drenge til introfesten. Seriøst, vi fortjente en flad. Eller flere,« skriver hun.

Over for BT fortæller Marie Carsten Pedersen, hvordan de seneste ugers skriverier har fået hende til at reflektere over sin egen rolle.

»Det ramte mig virkelig. Jeg blev chokeret over, at det var mit eget gymnasium, der blev omtalt. I første omgang synes jeg det var virkelig voldsomt at læse om de ting, som der bliver skrevet om i dag. Men jeg kom hurtigt i tanke om, at det var meget det samme, vi skrev om dengang,« fortæller Marie Carsten Pedersen.

»Det var en ubehagelig erkendelse. Grunden til at jeg valgte stå frem og fortælle om min historie er for at vise, hvor stor forskel der er på, hvordan jeg opfattede hele kulturen dengang, med al den sladder og de mange sexrygter, og så til hvordan jeg ser på det i dag. Nu kan jeg jo sagtens se, hvor forfædelig kulturen var.«

Selvom Marie Carsten Pedersen sagtens kan genkende nutidens billede, mener hun alligevel at kulturen er blevet værre siden hun selv var gymnasieelev. Dengang blev de seksuelle eskapader ikke beskrevet på samme detaljerede måde, som de bliver i dag.

»Det var mest nok når folk havde drukket alt for meget og brækket sig til en gymnasiefest, at vi tog det maleriske sprog i brug i skolebladet,« fortæller hun.

Ikke et whiskeybælte fænomen

Selv ønsker hun på ingen måde at bagatellisere den kultur, som hun var med til at bidrage til. Men Marie Carsten Pedersen føler alligevel, at debatten flere steder er kørt af sporet.

Det gælder især når snakken falder på, at de mange krænkelser udelukkende er fundet sted, fordi der er tale om forkælede unge, der er vokset op i rigmandsenklaver i hjertet af whiskey-bæltet.

»Dengang jeg selv var elev på Ordrup Gymnasium, var det en ildrød venstreorienteret institution. Der var måske en enkelt pige, som havde en Louis Vuitton-taske. Det har muligvis ændret sig sidenhen, men dengang var vi decideret røde. Og er der ingen, som skal komme og bilde mig ind, at det her kun foregår i et velhavermiljø nord for København. Det tror jeg simpelthen ikke på,« siger Marie Carsten Pedersen.

Hun er heller ikke tilhænger af påstanden om, at ungdommen i dag skulle være hverken værre eller bedre end den generation, hun selv var en del af.

»Hele sladderkulturen var så integreret i det sociale miljø, at flertallet ikke var i stand til at stoppe op og indse problemet. For vi bidrog til en skadelig kultur, hvor det at krænke andre menneskers privatliv, deres ret til at have holde deres kærligheds- og sexliv for sig selv, blev en hverdagsting. Sådan tror jeg stadigvæk, det er i dag.«

»Men en del af forklaringen tror jeg også skal findes hos de 'rigtige medier', som ikke holder sig tilbage fra at snage i kendte mennesker og politkeres privatliv, samtidig med at man bliver dybt forarget, når de unge mennesker tager den kultur til sig,« siger Marie Carsten Pedersen.

I sit debatindlæg opfordrer hun derfor til, at man ikke blot nøjes med at sætte en stopper for sladderen ved at lukke de omtalte skoleblade, hvis man vil hele kulturen til livs.

»Hvis rektor havde lukket bladet dengang, var der sket en ting. Vi var blevet skide sure og havde sikkert følt, at det var os, som blev krænket. Det havde aldrig virket. Min opfordring er derfor, at man bør få personer med indsigt og erfaring i emnet til at tale med de unge om det her, for at få dem til at se tingene i et større perspektiv.

»Det ville jeg da ønske skolen havde gjort, dengang jeg selv gik der. For mange af os var for usikre til at få øje på de problemer, som er krystalklare for mig i dag,« fortæller Marie Carsten Pedersen.