Som en af de bedst sælgende kvindelige solokunstnere nogensinde mangler Mariah Carey bestemt ikke penge.
Hendes personlige formue er blevet anslået til at være tæt på 520 millioner dollars, svarende til næsten 3,5 milliarder kroner.
Netop derfor er hendes 51-årige bror, Morgan Carey, rasende over, at sangstjernen ikke vil bidrage økonomisk til behandlingen af deres døende søster, Alison Carey, som lider af HIV.
Over for avisen The Sun kalder han sin søster for »en heks.«
»Mariah er nødt til tage sig sammen. Jeg fløj fra Hawaii sidste år, hvor Alison lå med ilt-maskine, og jeg troede, at hun skulle dø. Min søster dukkede ikke engang op på hospitalet. Heldigvis klarede Alison det mirakuløst, men nu har hun brug for hjerne- og rygrads-operationer. Alison har desperat forsøgt at få fat på Mariah igen og igen. Men vi hører aldrig fra hende,« siger Morgan Carey til The Sun.
»Din søster er døende, og hun kæmper, men hvor er du? Du synes selv, du er så fantastisk, men du er en heks.«
Han lægger ikke skjul på, hvordan han opfatter Mariah Carey som person:
»Hun bruger sikkert flere penge på hundemad, end det ville koste hende at tage sig af vores søster.«
Morgan Carey anklager desuden søsteren for at være dybt selvoptaget.
»Da jeg skrev til Mariah, at min kone og jeg havde mistet vores barn, svarede hun aldrig på min e-mail. Men det er typisk, for Mariahs verden drejer sig kun om hende selv.«
The Sun har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mariah Carey.
