Margrethe udtrykte sin kærlighed og glæde over den dejlige dag. Over alt, hvad hun har modtaget af gaver hilsner og blomster.

"Den venlighed, som jeg har følt på Slotspladsen og på turen gennem byen, har gjort denne forårsdag varmere, end selv solen formår", sagde hun.

Margrethe syntes i grunden ikke, at 60 år måske er nogen stor fødselsdag, men en god anledning til at feste og se slægt og venner fra nær og fjern.

Dronning Margrethe bragte i sin tale en hilsen fra sin mor, dronning Ingrid, og en tak til det ganske land for al den varme og opmærksomhed, der blev vist dronning Ingrid, da hun fyldte 90 år.

"Det gjorde et stort indtryk på hende, selv om hun havde villet fejre sin fødselsdag i stilhed", sagde hun. "I sin høje alder følger dronning Ingrid stadig med i alt, hvad der rører sig i familien og ud over det ganske land, men hun synes, det ville være for anstrengende at være med her på Christiansborg.

Min ældste søn er den anden savnede gæst. Må jeg undvære kronprins Frederik på denne aften, så er det dog med stor stolthed, jeg tænker på ham.

Hans beslutning om at deltage i ekspeditionen "Sirius 2000" har både Prinsen og jeg bifaldet af et fuldt hjerte.

Da vi besøgte ham for få dage siden, stod det lysende klart, at han trives og glæder sig over hvert øjeblik, han oplever sammen med sine kammerater i den store hvide ødemark".

Til Joachim sagde fødselaren:

"Tak for dine ord til mig. Du påtager dig til stadighed de mange pligter, som falder på dig. Med dit engagement ved jeg, at de aldrig vil føles tunge, men blot udfordrende og spændende.

Sammen med Alexandra og Nikolai er du en kilde til glæde og stolthed for begge dine forældre."

Dronning Margrethe var tydeligt glad for sin første store fest i den nyrestaurerede riddersal på Christiansborg med Bjørn Nørgaards nye farverige 1.000-årige vævede historie.

"Her omgivet af gobelinernes myldrende billeder føler jeg stærkt, at de mange vævede tråde viser det rodnet, som binder vor fortid, nutid og fremtid sammen", sagde hun.