Margrethe til Færøerne
Mens politikerne slås om Færøernes løsrivelse fra Danmark, er det danske hof i fuld sving med at gøre klar til regentparrets årlig sommertogt, der igen i år bringer dem til Færøerne.
Mens politikerne slås om Færøernes løsrivelse fra Danmark, er det danske hof i fuld sving med at gøre klar til regentparrets årlig sommertogt, der igen i år bringer dem til Færøerne.
Således lander Margrethe 10. juni i Torshavn, hvor hun 11. juni skal deltage i en gudstjeneste. Allerede 12. juni flyver hun og Henrik videre.
Og uanset om Færøerne bliver selvstændigt, tager regentparret afsted. Den politiske del af diskussionen har hoffet ingen holdning til.
"Det har vi ingen kommentarer til. Dronningen er glad for at være overhovede både i Grønland og på Færøerne. Hun har altid følt sig velkommen på Færøerne," siger Margrethes hofmarskal, Søren Haslund-Christensen, diplomatisk.
Færøerne har udtrykt ønske om, at de gerne vil have Margrethe som overhovede, hvis de bliver selvstændige, og Poul Nyrup Rasmussen har ikke kategorisk udelukket, at det ønske kan blive opfyldt. Han vil dog gerne vide, hvad det indebærer for regenten.
"Det må de politiske kræfter afgøre. Det blander Dronningen sig ikke i," siger Søren Haslund-Christensen.
Dronning Margrethe er i dag overhovede for Grønland, selv om øen har opnået selvstændighed. Hendes engelske kollega, dronning Elizabeth, er også overhovede for lande, som England ikke længere regerer over. jk