Dronning Margrethe og prins Henrik er - efter et hyggebesøg hos Kronprinsen og hans slædehold midt ude på isen - strandet på Station Nord i et iskoldt Grønland med lave skyer og tåge, så man fuldstændig mister orienteringen om, hvad der er op og ned. Det er ikke så godt, når man skal flyve hjem.

"Vejret var i går eftermiddag så dårligt på Station Nord, at man her ikke kunne se forskel på konturerne. Populært hedder det en "White out". D.v.s., at man kan flyve med instrumenter, men man kan ikke se, hvad der er oppe eller nede.

Når man snakker vejr på Grønland, kan det være hvad som helst. Det er lusket og ingen ved, hvor længe det varer. Det kan vare en dag eller længere tid. Ingen ved det med sikkerhed," oplyser Værløse flyvestation.

Her håber man, at vejret i dag er så godt, at Margrethe kan flyve hjem og være i Værløse i aften.

Officielt satses der på, at Dronningen igen i hjemme i aften. Det hedder, at afrejsen er udsat med 24 timer. Men intet er sikkert. Vejret på Grønland kan ændre sig hurtigere, end nogen kan forudse. Dronningen har da heller ikke noget vigtigt på programmet i denne uge.

Til gengæld var besøget hos "drengene" - kronprinsen og hans kammerater midt på isen en kæmpesucces.

Margrethe og Henrik, der fra Station Nord fløj med en chartret Twin-Otter ud på Grønlandsisen, hvor Frederik og hans hold havde ryddet en landingsbane, blev budt på kaffe og kakao tilberedt på primus inde i teltene.

Udendørs var der omkring minus 25 grader. Inden døre varmt med en duft af jeg ved ikke hvad?

Margrethe og Henrik lod sig ikke det mindste genere af mandehørmen, som var i teltene, hvor kaffen og kakaoen blev serveret.

Teltet duftede af alt det beskidte tøj. "Men gæsterne tog oplevelsen i stiv arm", forlyder det i ekspeditionens dagbog.

Margrethe og Henrik blev også budt på en kort slædetur fordelt på to slæder. Hundene havde egentlig fyraften, men gik med til en halv times ekstra overarbejde uden alt for store ophævelser.

Til gengæld var en af slædehundene - Can-Can - glad. Den kom med, da regentparret igen fløj tilbage til Station Nord for at overnatte. Slædehunden får så her tid til at hvile poterne, inden turen går videre sydover.

Da Margrethe og Henrik i går morges vågnede, var vejrgudernes humør surt. På Station Nord, som er dansk militærs nordligste barakbypost på Grønland, var det ikke udevejr.

Forsvarets Gulfstream, der "overnattede" på Thule Airbase, 600-700 kilometer i nordøstlig fugleflugtslinje fra Station Nord, kunne ikke igen flyve til Station Nord. Vejret var simpelthen for dårligt.

Margrethe og Henrik og deres tre mands følge, hofdame Anita van Hauen, adjudantstabchef Kurt Bache og jagtkaptajn Steen Vestergaard Andersen måtte bl.a. fordrive tiden med kortspil.

På Meteorologisk Institut oplyser meteorolog Jesper Nissen om gårsdagens vejrforhold kl. 14 på Station Nord:

"Der var moderat sigtbarhed, d.v.s. mellem fem og 10 kilometers sigt, lidt sne og frisk vind fra nordvest. Det er sjældent, at det blæser så meget på Station Nord på denne årstid, men det er fordi, der ligger et lavtryk lige nord for dem.

Vejret ser ud, som om det holder sig rimeligt stationært, og giver sandsynligvis tåge og dis, som falder fuldstændigt sammen med overfladen, "white out".

Meteorologisk Instituts langtidsudsigt siger desuden, at vejrsituationen formentlig ikke ændrer sig før i dag. Der kan ventes mellem minus 25-29 grader.

Da Margrethe og Henrik i forgårs ankom til Station Nord, var vejret strålende, og Grønlands fly var parat med en Twin-otter, som var chatret til til at bringe Regentparret ud på isen.

Frederik og hans slædehold er fortsat adskillige dagsrejser fra Station Nord, hvor et varmt bad venter.

Det var Dronningen, der ønskede, at turen skulle være hemmelig, selv om hun godt vidste, at selv om hun gerne ville overraske Kronprinsen, så kunne det kun lade sig gøre til en vis grad.

Hofmarskal Søren Haslund- Christensen blev først sent i går eftermiddag orienteret om, at hans arbejdsgiver ikke ville være at træffe i dag på sit kontor.

"Vi regner med at få Dronningen hjem i morgen aften (onsdag)."