De milde temperaturer og vandet i fjordene havde lokket fluerne til, så de lå som en sværm over lufthavnen, da Margrethe og Henrik landede med Forsvarets golfstream-fly.

Ivrigt viftende med hænderne forsøgte regentparret at holde insekterne væk, og prins Henrik var da også lige ved at tage imod et tilbud fra en kvindelig reporter.

Hun spurgte bramfrit prinsen, om han ville låne hendes nyindkøbte moskitonet. Og Henrik var lige på nippet til at tage det på, mens Margrethe sad og kiggede misbilligende på optrinnet udenfor den bil, hun netop havde sat sig ind i.

Men Henrik besindede sig - måske i erkendelsen af, at han ikke ligefrem ville ligne en verdensmand med det grønne net for ansigtet.

Efter modtagelsen kørte regentparret over til Dannebrog, der lå fortøjret i en af fjordene. Her skal de overnatte under deres tre dage lange ophold i Grønland.

Her skal hun gå i Leif den Lykkeliges fodspor, når Grønland fejrer 1000-året for Leif den Lykkeliges Vinlandsrejse og kristendommens indførelse i Grønland.

Fredagens program bød ikke på andet end ankomsten til Narsarsuaq, hvor majestæten kunne nyde de turkisfarvede isklumper i fjordene omkring den lille by.

Først i dag tager hun for alvor hul på programmet med officielle begivenheder, der skal markere jubilæet for manden, der gjorde grønlænderne kristne.

Klokken 18 dansk tid ankommer et vikingeskib til Qassiarsuk med dertil hørende kajakopvisning og sangkor, inden regentparret skal overvære afsløringen af en statue af Leif den Lykkelige.

Derefter byder de lokale på grillfest for de prominente gæster, der ud over Margrethe og prins Henrik tæller Niels Helveg Petersen, Margrethe Vestager og den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

I morgen indvier Margrethe en kopi af Thjodhildurs kirke og en kopi af Erik den Rødes langgård, inden dagen rundes af med en jubilæumsmiddag i Narsarsuaq.

Mandag skal den historie-interesserede Margrethe rundt og se ruiner i området, inden turen atter går tilbage til Danmark.