Det var lidt svært for prins Philip at sætte æresdoktor-hatten på Margrethes hoved.

Hun havde nemlig én på i forvejen. Derfor nøjedes han med symbolsk ligesom at krone Margrethes hattehoved.

Ved et efterfølgende pressemøde på universitetet, som afsluttede det to en halv dage lange besøg, lagde Margrethe ikke skjul på sin glæde over den nye hæder. Om hæderen sagde hun:

"Det er ikke noget, man går og strøer om sig med," og da hun blev spurgt om, hvad hun syntes havde været højdepunktet på besøget, svarede Margrethe rapt: "Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?"

Dronningen viste også sin begejstring over England, som hun har besøgt siden hun var en lille pige. Hun svarede også lidt kryptisk, da hun blev spurgt, om glæden ved at besøge England var ekstra stor, fordi det var her, hun har mødt prins Henrik.

"Det har ikke gjort det mindre lykkeligt, men jeg ville nok have været glad for England alligevel."

Margrethe lagde heller ikke skjul på, at hun i arkitektonisk henseende ofte sympatiserer med prins Charles. Han har bl.a. kritiseret Millennium Dome. "Den er vældig stor", nøjedes Margrethe med at sige.

Dronning Margrethe sagde også, at den hædrende omtale af hendes kunstneriske virke har rørt ved ambitionerne. Ligesom hun også understregede, at hun ikke var akademisk fuldgyldig, selv om hun har gået på en hel del engelske skoler. Margrethe blev spurgt om, hvordan det havde været at have en kæmpestor dinosaur som en kæmpedekoration ved returmiddagen.

"Det var ikke min idé," sagde Margrethe. "Dinosaurer er lidt for gamle til mig."