"Dagen i dag er en festdag for os. Den dag, vi betragter som befrielsen af Pristina," forklarer major Hysen Fazliu, der stod i spidsen for den 700 mand store femte afdeling, der marcherede til Pristinas stadion, hvor taler, sang og dans markerede dagen.

Langs gaderne tog kosovo-albanere i alle aldre opstilling - mange med det albanske flag svøbt om ryggen. "UCK, UCK..." lød det taktfast, mens der blev klappet ihærdigt.

"Dette er vores elskede hær," forklarede en videofilmende ung mand bevæget.

Inde på stadion ventede tusindvis af kosovo-albanere.

Den 32-årige Fadil Berisha arbejder i Pristinas lokale administration - og har svært ved at skjule sin glæde.

Han var en af de få kosovo-albanerne, som blev i Pristina under NATOs 78 dage lange luft-bombardement.

"På denne dag for et år siden fik jeg et helt nyt liv. Alt blev forandret for kosovo-albanerne. Nu kan vi igen leve frit. Under serberne var vi tvunget til ikke at eksistere," siger Fadil Berisha, som håber, at alle kosovo-albanere i disse dage vil være i stand til at glæde sig.

"Mit store håb er, at alle de familier, som har mistet deres kære under krigen, for en stund kan glemme og føle glæde," siger han.

Glæden i går var nemlig et kortvarigt glansbillede af et land i krise.

For så længe de skyldige ikke er blevet stillet til ansvar for deres ugerninger, er det umuligt for albanere og serbere at leve fredeligt sammen. Det første og absolut nødvendige skridt mod forsoning i Kovoso er et retsopgør.

Det er konklusionen, når den 27-årige nyhedsredaktør på den toneangivende albanske avis Koha Ditore, Ardian Arifaj, gør status over Kosovo et år efter krigens afslutning og NATO-styrkernes indtog.

Det sker ovenpå en periode, hvor overgrebene på Kosovos serbiske mindretal er eskaleret - i løbet af to måneder er omkring 20 serbere blevet dræbt.

"Jeg kan ikke afvise, at uskyldige serbere har lidt og lider. Men når man tænker på de grusomheder, som er blevet begået mod albanerne og det ufattelige had, som er blevet rettet imod dem igennem de sidste to årtier, så er det ikke så underligt, at mange albanere hader serbere. Men deres had er resultatet af serbernes had og den serbiske nationalisme - ikke affødt af albansk nationalisme," siger Ardian Arifaj.

Faktisk er han forundret over, at volden ikke har været mere omfattende i det forløbne år.

"Jeg havde forventet, at der var kommet flere sammenstød, end der rent faktisk har været. Jeg har set så megen lidelse her i Kosovo. Derfor overrasker det mig at se, hvor hurtigt flertallet af albanerne i dag er vendt tilbage til at leve et helt normalt liv," siger Ardian Arifaj.

Han mener ikke, det er retfærdigt at bebrejde albanerne. I hvert fald ikke før en række forhold er bragt i orden.

"Hvis man vil øge tolerancen, bliver man nødt til at mindske hadet. Og hadet mindskes først, når de skyldige er blevet bragt for en krigsforbryderdomstol. Og når uskyldige serbere offentligt tager afstand fra det, som er sket og undskylder for det. Jeg er ked af at sige det, men jeg har endnu aldrig hørt en eneste serber undskylde for det, som skete i Kosovo.

Fred og forsoning i Kosovo har lange udsigter. Men der er håb, understreger han.

"Trods alle problemerne, trods alle urolighederne er der ikke bare håb, men også bevis for, at tingene bevæger sig i den rigtige retning. Der er ingen undertrykkelse længere. Der er ingen afbrændinger af landsbyer og ingen flygtninge. Vi har fået en ny og neutral politistyrke, som behandler alle ens. Vi har fået nye administrative institutioner for alle indbyggere i Kosovo. I dag er det ikke længere mindretallet, som bestemmer," siger Ardian Arifaj.