'Møghund. Må han rådne op i helvede.' 'Lad ham komme hurtigt på udgang, så vi kan tage os kærligt af ham.' Og 'han ville have godt af gammeldags tortur'.
Efter at Marc Meyer Lindeskov natten til lørdag tæskede sin 23-årige kærste Sara Huus Lind ihjel, har mange danskere ladet harmen og vreden mod drabsmanden få frit løb på Facebook. Flere opfordrer direkte til selvtægt eller giver udtryk for, at de håber, han kommer til at lide i fængslet.
Men hvorfor reagerer vi så voldsomt på netop denne forbrydelse på de sociale medier?
Det har BT spurgt adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen, som er ekspert i vores adfærd på de sociale medier, om.
»Det er en meget grov forbrydelse. Han har gjort det, man bare ikke må. Han har slået sin egen kæreste ihjel på en meget bestialsk måde. Det er i sig selv rystende,« siger han.
Smilet gør os rasende
Men ifølge Anders Colding-Jørgensen er det især billederne af en smilende Marc Meyer Lindeskov, som florerer i medierne og på nettet, der fremprovokerer en stærk reaktion i os.
»Der er en stor kontrast mellem billederne af ham, hvor han smiler, og det, han har gjort. Vi ved jo inderst inde godt, at de billeder ikke er taget, mens han gjorde det her. Men alligevel tror jeg, at vi reagerer endnu voldsommere på det, han har gjort, når vi ser ham smile på billederne. For det får det til at virke som om, han er glad for det, han har gjort,« siger Anders Colding-Jørgensen.
Billederne får vreden til at boble inde i os, og derfra er der ikke langt til, at vi sætter os foran tasterne og giver luft for den på Facebook. Især fordi vi oplever, at mange andre sidder med samme følelse som os selv, når vi ser kommentarfeltet til eksempelvis det opslag, Steen Hanson lagde op i søndags, fordi han håber, Sara Huus Linds morder får det hårdt, rigtig hårdt i fængslet.
»Når mange mennesker oplever den samme vrede og harme - og bliver bevidste om, at de ikke står alene med den - så er det, vi ser de brændende fakler og høtyvene. Når jeg er vred, du er vred og andre også er vrede, så skaber det en flokmentalitet og en følelse af, at vi bør gøre noget. Det flytter grænserne for, hvad der er retfærdigt. Det starter måske med, at én vil straffe ham. Det får så en anden til at komme med forslag til, hvordan det kan gøres, og så opstår der efterhånden det, man i gamle dage ville kalde en lynchstemning,« siger Anders Colding-Jørgensen.
Noget skal gøres
Og i den proces lader vi det sociale filter, som ellers normalt afholder os fra at komme med opfordringer til selvtægt eller det, der er værre, gå fløjten. Det skyldes en stærk fælles følelse af, at harmen er retfærdig på grund af Marc Meyer Lindeskovs bestialske drab på kæresten.
»Når vi hører om det her, bliver vi vrede. Adrenalinen pumper i kroppen. Når adrenalinen pumper på grund af vrede, bliver vi mere handlekraftige, mens evnen til at tænke sig om bliver reduceret. Det får os til at skrive præcis, hvad vi føler i kommentarfeltet til et sådant Facebook-opslag,« siger Anders Colding-Jørgensen.
Han mener ikke, det er en ny reaktion. Tidligere fremkaldte en sådan forbrydelse præcis de samme følelser hos os. Men hvor vi før rasede ud overfor kolleger og familien derhjemme, bruger vi nu de sociale medier til at give afløb for vores vrede. Derfor bliver de voldsomme kommentarer nu synlige for Gud og hvermand, mens de tidligere kun nåede ud til en lille sluttet kreds.
Det var kort efter midnat lørdag, at Marc Meyer Lindeskov henvendte sig til sin nabo og bad ham om at ringe efter en ambulance. I lejligheden fandt naboen Sara Huus Lind gennemblødt efter slagsmålet med kæresten. Udover at have sparket og slået hende er det kommet frem, at Marc Meyer Lindeskov hoppede på sin kærestes hoved og nikkede hende flere skaller.
»Hun blødte over det hele og kunne ikke trække vejret, så jeg stak en finger i munden på hende for at åbne luftvejene,« har naboen fortalt til BT.
Efter at have talt med naboen, løb Marc Meyer Lindeskov ud på vejen, hvor han ventede på, at politiet skulle ankomme.
Han blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig i manddrab, men erkender vold med døden til følge.