BTs afsløring af at landets næstældste medborger, Marie Jensen, er tvunget til at ligge i sengen op til 14 timer hver dag, fordi Holstebro Kommunes ældrepleje ikke har ressourcer til at løfte hende ud af sengen og tilbage igen, når hun skal sove, fik søndag flere folketingspolitikerne helt op i det røde felt.

- Det er grotesk og uacceptabelt, at Marie Jensen ikke selv kan bestemme hvornår hun står op og går i seng. Det er desværre et alt for almindeligt problem, siger fungerende socialordfører for Enhedslisten, Per Clausen.

- Hvad! Ligger hun 14 timer i sengen? Det er ganske enkelt ikke værdigt, er den spontane reaktion fra Dansk Folkepartis ordfører, Peter Skaarup.

Og nu kommenterer også socialminister Manu Sareen sagen.

- Det er ualmindelig trist, siger Manu Sareen i en kommentar til sagen.

Overfor BT har både Dansk Folkeparti og Enhedslisten varslet, at de vil tage sagen op med Sareen for at få afklaret, om tilstanden i ældreplejen generelt er i samme dårlige tilstand som i 109-årige Marie Jensens tilfælde.

Manu Sareen havde ikke tid til et interview i går, men sendte en mail med en kort kommentar til BT:

’Jeg synes, at det lyder ualmindelig trist, hvis ældre som Marie skal ligge i sengen til langt op ad formiddagen. Det er ikke værdigt, og derfor er det godt, at kommunen nu erkender sit ansvar og vil gøre en bedre indsats,’ skriver socialministeren med reference til, at Venstre-politikeren i Holstebro, Ulla Tørnæs, tidligere har sagt, at hun vil kigge på sagen.

Herudover skriver Manu Sareen til BT:

’Jeg er også glad for, at den milliard, vi har givet til løft af ældreplejen, kan bidrage til bedre forhold for Marie.’

Men det var altså ikke muligt at stille uddybende spørgsmål til Manu Sareen.