Solen skinner fra en skyfri himmel. Manu Sareen tager sin langærmede Lacoste trøje af, og en ny tatovering kommer til syne på hans venstre underarm. Motivet er et kranium. Tatoveringen er anderledes dyster end de øvrige sorte blækstreger, der smykker hans krop. Det er ikke tilfældigt.

Manu Sareens motto er ’memento mori’, som betyder, ’husk at du skal dø’, men i stedet for at skrive dét, har hans ven kunstneren Marco Evaristti lavet tegningen, som Manu Sareeen, på sin 50 års fødselsdag for nylig, fik præget under huden hjemme ved sit spisebord omgivet af gode venner, mens der blev drukket øl og spist lagkage omkring ham.

Det var en festlig dag, men det var også en milepæl af de store at fylde rundt. Hans tanker op til fødselsdagen var ikke specielt festlige.
»Jeg har sgu haft det svært og havde virkelig krise inden min fødselsdag. Vi er en generation, der lever, som om vi er udødelige, men folk i min alder falder om og bliver syge. Det er et fact, men hvor er det trist, for livet er så fedt. Set i det lys havde jeg det ikke godt med, at min næste runde fødselsdag er 60 år,« siger Manu Sareen, der aldrig har været lykkeligere, men samtidig er mere bevidst om sin egen dødelighed end nogensinde før.

Fødselsdagen og det faktum, at han har passeret et halvt århundrede, har fået ham til at gøre status over sit liv, og han har helt bevidst skruet op for de nære ting i sit liv.

Om kort tid skal han være far igen. I forvejen er han far til Alvin på 12 år, Felix på 17 år og Cilja på 20 år og beslutningen om at kaste sig ud i projekt baby igen har ikke været helt nem.

Da han i 2013 blev skilt, var han overbevist om, at han ikke skulle have flere børn, men det kunne ikke være anderledes, for han lægger ikke skjul på, at han har mødt kvinden i sit liv.

»Jeg må med dårlig samvittighed konstatere, at dét har jeg ikke prøvet før, og jeg føler mig forbandet privilegeret.«
Men netop ’det med børn’, gjorde forholdet svært i begyndelsen.

»For Solveig ville gerne have børn, og jeg ville ikke have flere. Min følelse blev kun forstærket af, at jeg havde besluttet mig for at forkæle de børn, jeg allerede havde. Jeg kunne ikke forholde mig til et endnu imaginært barn i dét regnestykke. Omvendt kunne jeg ikke tillade mig at sige ’du skal ikke have børn’ til Solveig, når hun er kvinden i mit liv. Hun er selv ud af en stor søskendeflok på fem og havde selvfølgelig lyst til at skabe sin egen familie også,« siger Manu Sareen.

En bedre far

Han er klar over, at han bliver en af de ældre fædre, når han skal hente datteren i vuggestue. Han kan huske en far, ’der var tussegammel’, da han selv arbejdede i institution.

Men sådan opfatter han ikke sig selv.

Faktisk synes han, at han bliver en bedre far med tiden.

»Jeg bliver en bedre far, der er mere til stede og har en anden ro til at nyde det, end da jeg blev far for første gang. Jeg glæder mig til at se hvad hun er for én.«

Der bliver fuldt hus, når den lille ny melder sin ankomst, men heldigvis er der masser af plads i lejligheden, hvor de to ældste børn bor fast, mens sønnen Alvin flytter ind hver anden uge. Manu Sareen har et tæt forhold til sine tre børn, der gerne hænger ud med deres venner i de grå flydersofaer eller ved spisebordet, hvor der altid er plads til én til.

Netop samværet med sine børn, og sin anden kone Solveig, som han blev gift med i 2016, er noget af dét, han prioriterer allerhøjest. Så vidt muligt lukker han ned og laver ikke aftaler, når han har Alvin, for han prioriterer, at de to kan ’chille uden afbrydelser’ – men sådan har det bestemt ikke altid været.

Fokus på karrieren

Som politiker sad han ofte på Københavns Rådhus og senere på Christiansborg til langt ud på natten. Det har haft sine omkostninger.
Han blev en af ‘de mænd’, han altid havde forsvoret, at han ville ende som.

»Jeg havde et enormt fokus på min karriere og kiggede ikke så meget på mine børn og min eks-kone, som jeg skulle have gjort. Det er et under, at jeg ikke faldt om med et hjerteslag,« siger Manu Sareen.

Siden han blev uddannet socialpædagog, gik karrieren i mange år kun én vej og han fik mere og mere travlt. Han blev medlem af Borgerrepræsentationen i København i 2002, i 2011 kom han i Folketinget – og blev udnævnt som minister – som den første med indvandrerbaggrund. Sideløbende har han haft succes som forfatter til den populære børnebogsserie om drengen Iqbal Farooq, en serien han har høstet adskillige priser for.

»Jeg har brugt hele mit liv på at søge anerkendelse i kraft af mit arbejde. Da jeg i 2014 stod over for dronningen, efter at være blevet udnævnt til Socialminister, var det dét, jeg havde kæmpet for, og det største, jeg følte, jeg kunne opnå. Men det gjorde mig ikke lykkeligere. Det var lidt af et slag i ansigtet. Jeg havde det som Sisyfos, der endelig havde fået rullet stenen op ad bjerget. Det var virkelig et ’wakeup call’. Jeg kunne sole mig i masser af anerkendelse, og applausen og priserne var forførende, men i virkeligheden er det verdens tommeste kalorier.«

Det var da han på et tidspunkt læste om nogle sygeplejersker, der passede døende, at han blev opmærksom på, at det ikke er jobbet, folk taler om, når de ligger for døden. Dét fik ham til at tænke over sine egne prioriteter.

Børn først

I dag ser han sine børn meget mere, og de har en fortrolighed, som han sætter stor pris på. Men som han har skullet lære at give plads – og tid til.

»Da min datter var 15 år, prøvede jeg at tale med hende om noget med en kæreste, der var lidt svært. Men det kunne jeg glemme alt om, det gad hun ikke. Jeg talte efterfølgende med min psykolog om episoden, og fik det gode råd, at jeg skulle se mig selv som havnen, hvor ungerne kan sejle ud og ind – efter behov. For mig har det virket ikke at løbe efter dem og afkræve dem svar på alt muligt. Jeg tror, det er ligefrem proportionalt, at jo mere du spørger, des mere lukker de i,« siger Manu Sareen, der reflekterer over sit liv på en fortovscafe få hundrede meter fra sit hjem.

Han elsker at hænge ud i lokalområdet, hvor han kender de fleste og gerne sidder med sin computer og en kop kaffe og folder plottet til en ny Iqbal historie ud.

Som andre skilsmisseforældre har også han kæmpet med det enorme tab, der følger med, når man splitter en familie ad. Han husker tydeligt første gang, han var ude at spise alene med børnene efter skilsmissen.

Fraværet af familien, som den var, skreg ham ind i hovedet, selv om det var ham selv, der ønskede at blive skilt for fire år siden.

»Vi er programmeret til at passe på vores børn og med sådan en beslutning, tager du en stor fed skruetrækker og smadrer ind i sjælen på dem,« siger han, der siden har kompenseret, så godt han kan.

Han har netop haft sin mellemste søn med til USA. Det har han gjort flere gange i årenes løb – taget børnene med på rejse på skift. Hans oplevelse er, at de åbner op på sådan en tur på tomandshånd.

Det var en personlig skuffelse da han i 2015 ikke blev genvalgt til Folketinget.

Nyt arbejdsliv

Men siden har hans arbejdsliv taget en drejning, der har givet ham mere frihed og i dag står han arbejdsmæssigt på flere forskellige ben.
Han bruger meget af sin tid på arbejdet med at afkriminalisere cannabis til medicinsk brug. Han skriver på en ny Iqbal bog, og han er næstformand i Skygarden, et selskab i Afrika, som hjælper folk med at stifte virksomheder, og så har han netop sagt ja til at stå for Alternativets kampagne ved kommunalvalget til november.

Men han har allerede gjort det klart, at der for hans vedkommende kun bliver til et minimum af møder om aftenen. For han vil have tid til familien – belært af egne erfaringer ved han, at det ødelægger ham at forsøge at være to steder på en gang.

Det er f.eks. ikke tilfældigt at han i april blev formand for Stressforeningen. For Manu Sareen prøvede i 2001 at gå ned med stress i 2001 og kan i høj grad relatere til de mange, der hænger i en klokkestreng for at få enderne til at mødes. Hans nedbrud skyldtes en dårlig work/life balance. Han ville være perfekt, og han ville for meget.

Ambitionen om at ville være en god far, ægtemand, ven, politiker og sportsmand på én gang blev simpelthen for meget. Han beskriver det som SÅ modbydeligt, da filmen knækkede. Han oplevede følelser og smerter, som han ikke troede fandtes og havde ondt i kroppen – såvel som i livet.

»Mit liv var i frit fald, og det værste var, at jeg ikke anede, hvornår jeg ville ramme bunden. Jeg prøvede i første omgang at ryste det af mig, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg husker, hvordan jeg lå rullet ind i dynen som en rullepølse, og det var så rart, da der var en fagperson, der sagde til mig, at det var helt legalt at ligge der og have det, som jeg havde det.«

Da det var værst, oplevede han en konstant indre uro og havde svært ved at sove, hvilket gjorde ham sløv og uoplagt og gjorde det endnu sværere at overkomme det, han skulle. Det blev en ond spiral, hvor han kom igennem dagen på kager og andet usundt, og det tog 10-12 måneder, før han var sig selv igen, men han begyndte allerede at arbejde igen efter 3-4 måneder. Anden gang han mærkede til stress var, da han var minister i 2014.

En af hans bekendte solgte cannabisolie, og fik ham til at prøve det. Det virkede med det samme.

Endelig kunne han sove og mærkede, hvordan det hjalp ham til at få skabt en smule balance i kroppen. Han understreger, at olien ikke gjorde ham skæv, men simpelthen fik ham til at slappe af, så han kunne komme ovenpå igen.
Hans holdning er, at det er en menneskeret at få hjælp – også selv om det, der hjælper, viser sig at være cannabis.
Turen til USA med Felix var led i hans nye arbejdsliv, hvor han var af sted for at studere de amerikanske erfaringer med medicinsk cannabis.

Det gode liv

At han har erfaret, hvordan det kan gå, hvis han ikke husker at passe på sig selv, har tvunget ham til at løsne grebet.
Selvom han er vild med god mad, behøver lagkagebundene ikke være hjemmelavede, og hjemmet behøver ikke stå snorlige. Han får masser af henvendelser fra folk, der vil ham alt muligt dejligt, men han er blevet meget bedre til at sige nej tak til nogle af dem.

Tidligere på morgenen var han ude at spille squash, selvom det har knebet lidt med at få trænet på det seneste, holder han den gode form ved lige. Det kræver efterhånden hårdt arbejde at opretholde muskelmassen, har han erfaret, men det er ikke kun den fysiske sundhed, der bliver plejet, Manu Sareen sørger også for at blive stimuleret intellektuelt og give sig selv det, han kalder ’tunge kalorier’ ved at læse en masse og se dokumentarfilm, der gør ham klogere.

Han har altid drømt om at få sin egen biograf. Den drøm gik i opfyldelse i forbindelse med 50 års dagen. Familien havde indrettet en hjemmebiograf på en repos på den yngste søn Alvins værelse. Foran den gigantiske skærm, der selvfølgelig har surroundsound, ligger de to, så tit det er muligt i den hjemmelavede pallesofa og ser film og snakker – noget de begge elsker.

Kæmper for medicinsk cannabis

»Jeg prøver at være et forbillede for mine børn og vise dem en anden vej end at svælge i crap- programmer, der kun er lavet for at underholde. Der skal være plads til begge dele, men det er vigtigt at kunne diskutere, og det ligger mig meget på sinde, at de har en veludviklet kritisk sans, og kan se ind bagved ting, de bliver præsenteret for,« siger Manu Sareen.

Det gælder f.eks. retten til at bruge medicinsk cannabis.

»Det er blevet en kamp for mig. Jeg har set så mange få det bedre, få lindret deres smerter og få livskvaliteten igen f.eks. efter et svært sygdomsforløb. Den mulighed bør være tilgængelig for alle. Jeg siger til mine børn, at verden blev udsat for en gigantisk løgn, da amerikaneren Anslinger i 1937 fik indført et forbud mod cannabis i USA på et meget tyndt grundlag, hvor han lænede sig op af udsagn fra den ene ekspert, der bakkede ham op i, at cannabis burde forbydes.«

Engagementet er ikke til at tage fejl af. Manu Sareen brænder for at få elimineret modstanden mod medicinsk cannabis. Dén kamp, er han sikker på, kommer til at fylde en stor del af hans arbejdsliv i de kommende år.

Men først er der lige en lille ny, der snart melder sin ankomst – og mon ikke hun vil nyde at chille i sofaen med far på barsel og omgivet af tre store søskende – og den store familie på sin mors side.

Alle står de klar til at byde hende velkommen.