Hvis du skal ud at køre med tog i påsken, vil det i nogle tilfælde være en god idé at tage af sted i god tid. Banedanmark og DSB benytter nemlig påskeugen, hvor der ofte er færre togrejsende, til at foretage reparationer på blandt andet skinner og kabler.

Det er især på Sjælland, at man vil opleve, at der kører færre tog, lyder det fra DSB. Der kører således ingen InterCity- eller regionaltog mellem Østerport og Københavns Hovedbanegård. Til gengæld kører S-togene i fuldt omfang og med flere vogne end normalt for at have plads til passagererne fra de andre tog.

På Kystbanen mellem København og Helsingør kører der færre tog end normalt, og i perioder er togene erstattet af busser, lige som man mellem København H og Hellerup i nogle perioder skal benytte S-banen. Det er hele fem forskellige steder på strækningen mellem København og Helsingør, der skal udføres arbejder i løbet af påsken.

Mellem København og henholdsvis Ringsted, Kalundborg og Nykøbing Falster kører der også færre tog end normalt. Flere tog stopper desuden på flere stationer, end de plejer.

DSB har udgivet en særkøreplan, der gælder fra i dag, lørdag til og med 2. Påskedag, 9. april. Særkøreplanen er blevet sat op på stationerne i stedet for de sædvanlige afgangstavler, oplyser Banedanmark.

Også i det nordjyske mærker man fortsat konsekvenserne af, at et fragtskib natten til torsdag sejlede ind i jernbanebroen over Limfjorden. Det betyder, at der kører busser på strækningen mellem Aalborg og Lindholm, og rejsende kan fortsat forvente op til en times ekstra rejsetid. Banedanmark kan endnu ikke sige, hvor længe det vil tage at udbedre skaderne fra påsejlingen af broen, men meget tyder på, at det vil tage nogle måneder, lyder det.