BonBon-land bløder gæster. Siden sidste år er antallet af besøgende, der vil prøve Alba-Tossen og Hundeprutterutsjebanen selv rutsjet ned med næsten 10 pct.
Og det gør ondt på Michael Spangsberg, der stiftede ’Verdens sjoveste slikland’ i 1992, men som nu har solgt sit livsværk.
»Mit hjerte bløder,« skriver han i en sms til TV Øst.
Sommeren er gået på hæld, og besøgstallene er næsten gjort op. Godt 350.000 besøgende blev det foreløbig til i 2016, inden parken lukker ned sidst i oktober. Det er 35.000 færre end sidste år, skriver tv-stationen.
Men det drastiske fald bekymrer ikke den nuværende norske direktør Mattis Willms.
»Så længe vi kan give vejret skylden, så ser vi bare fremad - men det er klart, at hvis det bliver rigtig godt vejr næste år, og der ikke kommer mange gæster, så ville vi blive bekymrede,« siger han til TV Øst.
Til sammenligning har regionens anden store turistattraktion Knuthenborg Safaripark haft det bedste besøgstal i otte år, mens den nærmeste større konkurrent, Sommerland Sjælland, for en måned siden også kunne melde om rekord stort besøgstal.
Siden åbningen af parken i 1992 og indtil 2011, har hver sæson kunnet byde på minimum én spritny forlystelse. I år 2012 blev denne ’tradition’ dog sprunget over, ligesom der heller ikke har været bygget nyt siden vandborgen ’Pelle Piratsprøjt’ i 2013.
Men fraværet af nyheder er heller ikke en del af grunden, mener direktøren, der forventer at have en ny forlystelse klar inden for de næste par år.
BonBon-land slog dørene op i 1992 som en konsekvens af en øget interesse for at se, hvordan man lavede det dengang populære slik med navne som ’Hundeprutter’, ’Mågeklatter’ og ’Tissebleer’. Siden er parken vokset med raketfart.
I 2007 solgte Michael Spangsberg sin park af helbredsmæssige årsager. Han tjener i dag millioner på at sælge flødeboller under eget navn.
Dagens Afstemning:
{embedded type="node/polls" id="47943101"}
