Knap havde en 25-årig mand stukket sin 33-årige kæreste ihjel i deres fælles lejlighed i Svendborg lørdag formiddag, før han skrev til en mail til en journalist på Ekstra Bladet, hvori han tilstod drabet.

Det skriver bt.dk.

»Jeg har slået ihjel igen. Jeg har haft det dårligt nogle dage. Og jeg fik bare flashbacks hele dagen og natten i går. Jeg skulle have smerten ud. Fuck fuck, nu har jeg slået min kæreste ihjel, som jeg elsker over alt på jorden. Fuck! Det kunne være undgået!«

Sådan lød den skræmmende mail, som en journalist på Ekstra Bladet modtog lørdag formiddag klokken 10.24 fra den drabssigtede mand. Mailen blev afsendt, inden den sigtedes forsvarsadvokat ringede og anmeldte drabet til Fyns Politi.

Ekstra Bladet har gennem det seneste halve år adskillige gange været i kontakt med den 25-årige, der tidligere har siddet fængslet i både Danmark og Thailand for blandt andet bankrøveri. Så sent som 24. maj, altså for kun to uger siden, bragte avisen et stort interview med manden under overskriften »Skal jeg dræbe for at få hjælp?«.

Lørdag 7. juni slog manden så sin 33-årige kæreste ihjel i parrets soveværelse, mens hendes to børn på fem og syv år befandt sig i lejligheden. De skulle ifølge BTs oplysninger ikke have overværet selve drabet.

Ifølge venner tæt på den dræbte, som BT har talt med, ændrede den 33-årige nu afdøde kvinde sig betydeligt, efter hun for fire-fem måneder siden flyttede sammen med sin drabsmand. Vennerne udtaler, at hun blandt andet skiftede alle møblerne i sin lejlighed ud, farvede sit hår, og at parret sammen tog navneforandring til et nyt, fælles efternavn.

Den 25-årige fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg søndag formiddag.