Mand stukket overfladisk i halsen
Den mand, der tirsdag blev stukket i halsen i København, blev kun snittet overfladisk. Politiet har endnu ikke anholdt gerningsmanden.
Den mand, der tirsdag blev stukket i halsen i København, blev kun snittet overfladisk. Politiet har endnu ikke anholdt gerningsmanden.
Der var tale om overfladiske snit, da en mand tirsdag aften ved 21-tiden to gange blev stukket i halsen med en kniv, oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Frank Nielsen.
- Det har vist sig at offeret kun fik overfladiske stik, og han kom derfor ikke alvorligt til skade, siger han.
Knivstikkeriet fandt sted i Københavns Nordvestkvarter i nærheden af Frederikssundsvej og ikke på Frederiksberg, som det først blev oplyst. Manden havde ganske enkelt bevæget sig væk fra gerningsstedet, og det skabte forvirring.
Politiet kender ikke motivet bag knivstikkeriet, og har heller ikke anholdt nogen gerningsmand.
Tirsdag aften blev der også affyret op mod 10 skud på Vodroffsvej på Frederiksberg. Politiet formoder ikke, at de to sager relateret, ligesom der heller ikke er tegn på, at skuddene har ramt nogen personer. Men derudover er der kun sparsomme oplysninger om skudsagen, siger Frank Nielsen.
- Vi er ved at klarlægge hændelsesforløbet, men vi ved endnu ikke, præcist hvilket våben, der har affyret skudene.
BNB