En boliviansk mand fik en hel landsby på nakken, da han blev smidt i fængsel - sigtet for på mest modbydelig vis at have voldtaget og dræbt en lille fire-årig pige.
Politiet havde anholdt og sigtet manden fra den lille by Reyes i Nordbolivia, da de kort forinden havde fundet liget af den fire-årige pige.
Landsbyens befolkning var dog sikker på, at han var den skyldige. Derfor kunne de ikke vente på, at manden først skulle igennem rettergang. Så de tog sagen i egen hånd.
I videoen kan man se, hvordan landsbybeboerne stormer politistationen og får åbnet fængslet, hvor den skrækslagne mand sidder.
Beboerne virker overbeviste om, at han er den skyldige, og begynder at slå og banke manden, der i deres øjne nu skulle betale den ultimative straf for, hvad han havde gjort ved den lille pige.
'Sangre por sangre.' Øje for øje, tand for tand.
Derfor bandt de lokale en løkke rundt om den anholdte mands hals og trak ham gennem de mudrede gader med bukserne hængende nede af anklerne.
Uden selvtægt i tankerne hang de manden, der var anholdt for at have dræbt og voldtaget den fire-årige pige, i et træ. Hvor han døde.
Politiet var i undertal og kunne ikke stille noget op over for de mange vrede lokale. De kunne blot se til, da endnu et mord blev begået.
Den dræbte fire-årige pige var ikke selv fra landsbyen, men var på besøg med sin familie for at sørge over deres døde bedstemor.
Politiet fortæller, at de endnu ikke har anholdt nogen for selvtægten, men at de er i gang med at afhøre og se videoer igennem fra de sociale medier for at danne sig et overblik.