En 57-årig mand slap fredag eftermiddag uskadt fra et styrt med svævefly nær Frederikssund vest for København, oplyser Københavns Vestegns Politi til bt.dk.
Flyet er et lille glasfiberfly, der ifølge politiet blev ramt af en kastevind ved indflyvningen til en landingsbane i området, og ved styret rev flyet en køreledning ved Kildedal Station ned. Det landede derefter sikkert på en mark.
Den nedrevne køreledning betyder dog ifølge Banedanmark, at togtrafikken mellem Ballerup og Frederikssund er indstillet og først kan genoptages lørdag. Fredag eftermiddag og aften har DSB indsat busser mellem Ballerup og Frederikssund.
- Der er revet cirka 200 meter køreledning og tre køreledningsophæng ned. Så snart svæveflyet er fjernet, går vi i gang med at hænge køreledningen op igen. Vi arbejder igennem for at få banen klar igen til morgentrafikken, siger Claus B. Christiansen, sektionschef for Trafikstyring S-bane i en pressemeddelelse.
Banedanmark forventer således, at trafikken kan genoptages lørdag morgen.
BNB