Advarsel: Et billede nedenfor kan virke stødende.

Gode råd er dyre.

Det må være konklusionen på en forfærdelig sag, der endte med at koste en 31-årig mexicaner livet. Det skriver forskningsinstituttet BMJ Case Reports.

Manden havde netop fået lavet en ny tatovering på sin læg, og med sådan en følger der altid nogle råd. Et af dem er, at man skal vente to uger, før man kaster sig ud og bader i havet, men det råd ønskede den 31-årige mand ikke at følge. BT har tidligere skrevet om tatoveringer  - i dette tilfælde om, hvorfor en dansk læges kalder tatoveringer for 'tikkende bomber'.

I stedet hoppede han i badebukserne fem dage efter og badede i den mexicanske golf. Problemet var dog, at tatoveringssåret stadig var 'friskt', så det optog en kødædende bakterie, mens han befandt sig i vandet. Bakterien endte med at koste manden livet.

Det var ellers ikke noget, som den mexicanske mand mærkede i momentet. Dagen efter svømmeturen udviklede han imidlertid feber, kuldegysninger og fik røde mærker omkring tatoveringen, der forestillede et religiøst kors.

Han fik det dårligere og dårligere de efterfølgende dage, og til sidst tog han på hospitalet. Lægerne blev straks bekymrede over de nu lilla mærker omkring tatoveringen, men situationen skulle blive langt mere alvorlig.

Hurtigt fik han antibiotika mod bakterien, der dræber 60 procent ud af de personer, som optager den, men lige lidt hjalp det, for hurtigt begyndte hans organer at svigte. To måneder efter døde manden på hospitalet efter at have kæmpet en lang kamp mod den frygtelige bakterie.

Bakterien optages lettere hos personer, der har et svagt immunforsvar eller andre skavanker, og i det her tilfælde mente lægerne, at mandens daglige forbrug af op til seks øl havde forårsaget en svag lever, der gav ham en større risiko for at optage bakterien.

Bakterien er navngivet Vibrio Vulnificus og kan optages i kroppen, hvis man svømmer med åbne sår eller spiser rå skaldyr. Bakterien og dens følgesygdom kendes i Danmark som havkolera, og i 2006 var der flere tilfælde af sygdommen i Danmark, hvoraf et havde dødelig udgang.