To mænd fra Korsør var lørdag eftermiddag tæt på at drukne, da en bølge overraskede dem, mens de var ude at sejle. Den ene af mændene ligger nu i respirator.
Lørdag eftermiddag var to mænd fra Korsør på henholdsvis 47 og 51 år tæt på at drukne, da deres lille båd blev ramt af en bølge ud for Korsør, oplyser Sydsjælland og Lolland Falsters Politi. Den ene af mændene ligger nu i respirator.
- De blev pludselig overrasket af høj sø, der gjorde, at båden blev fyldt med vand, fortæller vagtchef Ove Christoffersen, Sydsjælland og Lolland Falsters Politi.
Det var kun den ene af de to mænd, der var iført redningsvest, men ved fælles hjælp fik de reddet sig i land.
VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK.
- De var temmelig medtaget af det kolde vand. Den ene var faktisk så medtaget, at han havde mistet bevidstheden, fortæller vagtchefen.
Ambulancemandskabet på stedet måtte genoplive den mand, der nu ligger i respirator. Efterfølgende blev de begge kørt på Slagelse Sygehus.
- Efter omstændighederne ser det ud til, at han har det nogenlunde, men mere kan vi ikke sige før i morgen, fortæller Ove Christoffersen.