En 47-årig svensk statsborger blev torsdag fundet død og fuldt påklædt i en kanal i voldområdet mellem Christianshavn og Amager i København, og fredag aften jagter politiet fortsat tre mistænkte mænd, som man mener har forbindelse til sagen.

»Der er ikke sket noget væsentligt, men vi havde håbet, at nogle, måske i området, kunne fortælle os, hvem de her tre er,« siger efterforskningsleder ved Københavns Politi Ove Larsen til BT.

Han understreger dog, at politiet i løbet af fredagen, siden man gik ud med et signalement af de tre mistænkte, har fået brugbare tips fra offentligheden.

»Vi har fået nogle enkeltstående henvendelser, som er interessante, og dem skal der arbejdes videre med. Der er rigeligt at arbejde med henover påsken,« siger Ove Larsen, som dog ikke ønsker at komme nærmere ind på indholdet af de tips, man har fået.

Torsdag blev liget af en påklædt mand fundet i kanalen mellem Christianshavn og Amager, og da manden var ilde tilredt flere steder på kroppen og i ansigtet, stod det hurtigt klart for politiets efterforskere, at der lå en forbrydelse bag mandens død.

En obduktion har siden vist, at manden var en 47-årig svensk statsborger, som var død af kvælning ved drukning, efter han var havnet i kanalen. Manden var tilsyneladende omstrejfende hjemløs i Danmark, og havde natten inden, han blev fundet i kanalen, brudt ind i et hus i haveforeningen Vennelyst for at overnatte sammen med en anden svensk statsborger, en 32-årig mand.

Ifølge politiet tyder meget på, at de to er blevet opdaget af tre mænd, som senere er blevet efterlyst og mistænkt i sagen. Det vides dog endnu ikke, præcist hvad der er foregået.

»Vi kan bare sige, at han havde ganske alvorlige kvæstelser og havde været udsat for betydelig vold, men det har ikke været dødsårsagen. Det er simpelthen, at han kom i vandet. Om han har været bevidstløs eller er druknet, fordi han har været i en sådan tilstand, at han ikke kunne komme op, det ved vi ikke endnu,« har Ove Larsen tidligere forklaret.

Selvom man endnu ikke kender til de præcise hændelser, arbejder politiet i øjeblikket ud fra en teori om, at de tre mistænkte mænd har straffet de to svenske mænd for at bryde ind i huset.

Den 32-årige mand har fortalt til politiet, at han blev overfaldet og siden flygtede fra huset. Da han senere ikke kunne komme i kontakt med den 47-årige mand, kontaktede han politiet, som altså fandt manden død i kanalen.

Politiet har efterfølgende afhørt den 32-årige mand grundigt, men hans vidneudsagn har ikke bragt politiet meget videre.

»Vi har afhørt ham hele dagen i går (torsdag red.), fra middagstid til langt ud på aftenen i håb om at få yderligere detaljer, men han har været mega bange, og måske også lidt påvirket, så hans iagttagelser giver ikke et klart billede,« siger efterforskningsleder Ove Larsen.

Han fortæller, at der umiddelbart ikke er noget, der tyder på, at de tre mistænkte mænd har haft en tilknytning til det hus, de to svenske mænd sov i, da det er »en helt almindelig familie,« der bor i huset.

Udover de tre mistænkte søger politiet også fortsat to vidner i sagen, en dansk mand på cirka 50 år, og en dansk kvinde på cirka 40 år, som gik med en rød barnevogn. De to fulgtes samtidig med to børn på omkring tre og fem år.