Opdatering: Politiet har fundet pårørende til manden

'Kender du denne mand?'

Sådan spurgte Sydsjællands Politi danskerne i et tweet ledsaget af et billede af en mand, der sidder i en grå trøje.

Manden blev fundet lørdag på et toilet i Næstved Storcenter af en ansat, der alarmerede politiet, og siden da har politiet ikke kunne finde ud af, hvem han er.

»Han er formegentlig syg, og vi har mistanke om, at han kunne have fået en hjerneblødning, men ellers ved vi ikke, hvorfor han ikke fortæller os noget. Han har sagt to ord til os siden i lørdags, og det er Kjeld og kaffe,« siger Henrik Karlsen, der er vagthavende ved Sydsjællands Politi.

Manden kan nemlig ikke fortælle noget om sig selv, og derfor efterlyser politiet pårørende eller bekendte, der kan hjælpe dem videre.

Efterfølgende er manden blevet indlagt på Roskilde Sygehus.

»Vi skønner ham til at være 70 plus. Vi håber, der er nogen, der kender ham fra lokalområdet, som kan hjælpe os og sygehuset til at finde ud af, hvem han er,« siger Henrik Karlsen.

Mandag eftermiddag kunne politiet fortælle på Twitter, at de har fundet pårørende til manden.