Manden blev fundet livløs i en trappenedgang i Gråbrødrepassagen i Odense, tæt på byens strøg, af en tilfældig forbipasserende, der ringede efter en ambulance.

Den stærkt nedkølede mand blev bragt til Odense Universitetshospital, men det lykkedes ikke at genoplive ham.

- Det tager lang tid, når et menneske er så nedkølet, som manden her var. Det er først, når han er opvarmet til 34 grader, at man overhovedet kan måle på ham. Men da man fik varmet ham op, kunne instrumenterne ikke måle nogen livstegn, så han blev erklæret død først på eftermiddagen, fortæller vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

Der er intet, der tyder på, at der skulle ligge en forbrydelse bag det tragiske dødsfald.

- Men det kunne være rart at få underrettet de pårørende hurtigst muligt, begrunder vagtchefen bønnen om hjælp fra offentligheden.

Politiet er på bar bund. Den livløse mand blev fundet uden nogen former for identifikationspapirer på sig. Han havde et Coop Danmark-kort, men det kan først tirsdag, når butikker og offentlige instanser åbner, vise, hvem kortet tilhørte.

- Vi har en formodning om, at han kan have været beruset. Han er ikke narkoman, men han kan godt have været en, der har levet et hårdt liv med alkohol uden, at han dog ser voldsomt forsumpet ud, beskriver Thomas Bentsen den omkomne mand.

Den afdøde beskrives desuden som en mand på omkring 50 år, lys i huden og formentlig af dansk afstamning. Ca. 175 cm høj og almindelig til kraftig af bygning med sort-gråligt halvlangt hår og sorte skægstubbe.

Fyns Politi vil meget gerne høre fra folk, der kan hjælpe med at identificere den afdøde. Henvendelser kan ske på tlf. 114 eller 6614 1448.

Fyns Politi har haft travlt det seneste døgn. I nat blev en 18-årig stukket ned med en kniv til sin egen fødselsdagsfest og i morges blev en 22-årig forsøgt dræbt ved et brutalt overfald med en hammer. Han ligger fortsat i kunstig koma på Odense Universitetshospital, men er uden for livsfare.

En 32-årig er sigtet for drabsforsøget og fremstilles i grundlovsforhør i morgen.