Englands nummer et på målmandsposten er under pres. Når Manchester City tager imod CSKA Moskva, vil Joe Hart for tredje kamp i træk sidde på bænken.
Cheftræner Manuel Pellegrini bekræfter på det afsluttende pressemøde før Champions League-kampen tirsdag aften, at han giver rumænske Costel Pantilimon chancen fra start mod russerne.
- Jeg ved ikke, hvornår Joe Hart er tilbage på holdet. Vi må se i fremtiden, hvad der kommer til at ske. Lige nu er det vigtigt at give ham en pause, fordi han har spillet stort set alle kampe i de sidste to og et halvt år, siger Manuel Pellegrini.
Manchester City har endnu til gode at prøve avancement fra Champions Leagues gruppespil, men med en sejr over de russiske gæster, så trækker det op til deltagelse i forårets kampe. Bayern München topper gruppen med ni point, City har seks, CSKA tre og Plzen et stort rungende nul.