I gamle dage var det fede ved at spille festivaler, at det var ligesom at spille turneringsfodbold, hvor man møder en masse andre hold. Man fik muligheden for at høre alle de andre bands og snakke med dem bagefter.

Så blev der udvekslet erfaringer og sammenlignet anlæg, og man var helt tilbage ved dyrskuet, hvor jeg kommer med min tyr og en anden kommer med sin tyr, og så sammenligner vi, hvor store nosser de har.

Den første deciderede festival, Gnags spillede på, var Roskilde i 1972, dengang den hed Fantasy Festival, og vi spillede meget i Thy-lejren, som også blev præsenteret som en festival.

Med den forskel at den kunne vare lige så længe, som folk gad. Det vil sige hele sommeren.

Festivaler var en ny og helt anden måde at optræde på dengang. Indtil de dukkede op, havde vi kun spillet som danseorkester, og dér stod man jo ikke og var fræk mellem numrene.

Man præsenterede numrene på en pæn måde. Færdig!

Men med festivalernes komme fandt vi ud af, at - hold da kæft! - man må også kommunikere med publikum.

Skal musikken forplante sig, så handler det også om måden, man indtager scenen på, og om at der så kommer show indover.

Det lærte jeg, da jeg så filmen om Woodstock-festivalen, hvor jeg oplevede, hvordan mange af vores forbilleder håndterede publikum.

Og så handlede det i øvrigt ikke kun om musik. Festivaler var et helt nyt miljø, hvor man altså ikke bare lavede en almindelig campingplads med villatelt.

Hér lavede man sgu' en plads, hvor man kunne købe alt fra stoffer til eksotiske veste, man ellers kun havde set i fjernsynet.

En markedsplads, hvor du kunne blive sminket eller tatoveret. I de år blev vi præsenteret for noget, vi aldrig havde set før.

Det var en så alternativ verden, at da jeg efter en tur til hippiernes Amsterdam i begyndelsen af 70'erne skrev en gymnasiestil om det, noterede min lærer ordene "næppe tænkeligt" i sin kommentar.

Han troede simpelthen ikke på noget af dét, jeg havde oplevet. Så nyt og anderledes var miljøet.

En dag er for lidt

Jeg har altid haft det med festivaler, som jeg har det med fester. Én dag er for lidt.

Hvis det kun er én aften, du skejer ud, så når du ikke at skeje RIGTIGT ud. Har man derimod tre dage, så opdager du f.eks., at andendagen er bedre, i og med at folk ikke længere har nødigt at bralre op i forhold til hinanden. Det bliver mere reelt.

Den sjove mand er sgu' ham, der er rigtigt sjov, ingen behøver at overgå hinanden, og branderten bliver også anderledes, når det ikke længere er så hektisk.

Dér tror jeg, at det at være sammen med andre mennesker om musik i flere dage er en kraftig renselse - det er katharsis.

Du vælter dig i sølet, og du udsætter dig for så kraftig larm, at du virkelig værdsætter stilheden, badet, ensomhed og luksus, når du kommer hjem.

På den led har festivaler en meget stor mentalhygiejnisk funktion.

Og der er endnu en dimension: Det at være ude om natten under stjernerne. At mærke, hvad der sker med huden, læberne, der sprækker. Man bliver beskidt, og man kan holde sig vågen og sidde ved et bål. Vi er tilbage ved hulemanden og stenalderen.

Vi sidder der på en mark om natten, prisgivet vores skæbne, og vi går ikke bare ind. Der rører man ved nogle kræfter, som er meget, meget vigtige.

Det er, ligesom når køerne og hestene kommer på marken om foråret, de elsker det, og så skejer de ud.

Sådan oplever jeg det, når jeg ser publikum på Roskilde Festival. Jeg kan mærke, at folk glæder sig til at komme på det dér græs. Alt det bedste kommer frem i folk.

Selve dét at spille på festivaler er noget, man som band går til med ærefrygt. Det kan gå så grueligt galt.

Engang skulle vi spille på en festival på Ullevål Stadion i Oslo. Nordmændene anede ikke, hvem Gnags var, og jeg havde ikke tænkt over, at man måske ikke bare kunne fyre, hvad som helst af fra scenen, som jeg altid gjorde i Danmark.

Denne koncert fandt sted lige omkring den norske nationaldag, og dér går jeg så ind på scenen og siger - bare for sjov - at det er "dejligt at være tilbage i gammelt dansk land".

Der slap nordmændenes sans for humor godt nok op, og uanset hvor meget jeg gjorde for at redde den hjem i løbet af koncerten, kunne det ikke lade sig gøre.

Festivaler er noget andet end en hal eller en klub, hvor det kun handler om dit eget. På en festival ved man ikke nødvendigvis, hvem der har spillet lige før.

Om det er nogen, det er svært at komme bagefter - det kan jo være nogen, der er endnu bedre til det, end du selv er. Derfor er festivaler en udfordring for de fleste bands.

I 70'erne havde vi altid noget kørende med Gasolin', som vi ofte spillede sammen med.

Til sidst ville de ikke have, at vi spillede før dem, for vi var ret gode til det, og vi ville også nødig have dem til at spille før os, for de var satans gode til at få stemningen helt op, og de var endnu frækkere end os.

Mange store oplevelser

Gnags' oplevelser i festivalsammenhæng har været mange. Én af de største var at opleve på Bob Marley i Roskilde i 1978, hvor vi også selv spillede der. Før Marleys koncert var vi på bagscene-området sammen med ham og bandet.

Og man gik jo dér og tænkte:

"Hvorfor swinger de så godt, og hvorfor er det så besjælet lige fra starten?"

Så oplevede jeg, hvordan de inden koncerten sad inde i skurvognen og spillede, spillede og spillede.

Koncerten havde sådan set allerede kørt et par timer derinde, og SÅ gik de på. Det var jeg meget fascineret af, og dér lærte jeg af et udenlandsk orkester, at man skal have tid til at finde hinanden musikalsk, inden man går på scenen.

I Danmark siger man, at tiden er vigtig, men det betyder jo dybest set bare, at man skal nå så meget som muligt på kortest mulig tid.

Med Bob Marley var det musikken, der var vigtig. Det var fanstastisk at opleve, og da de gav en for mig uforglemmelig koncert den aften, vidste jeg, at det ikke bare var et tilfælde, for den sjæl havde de bygget op.

Men de store oplevelser ved festivaler er lige så meget at være sammen med mennesker på et fredeligt og stærkt niveau. Jeg elsker det.

Selv om jeg selv skal forestille at være én af "stjernerne", har jeg altid forsøgt at fastholde retten til at gå udenfor bagsceneområdet.

Det er jo sjovt at opleve, hvordan man - når man lige pludselig står foran scenen for at høre et andet band - bliver genkendt af folk, der siger "gud, det var ham, der stod oppe på scenen og var stjernen lige før.

Kan han stå hernede sammen med mig og høre et andet orkester". Der har jeg ofte fået en god snak med folk. I virkeligheden kunne det jo være hvem som helst, der stod oppe på scenen - det er ikke en gud, der står der. Det er bare en skiderik, der har specialiseret sig i musik.

Desværre var det mere almindeligt før i tiden. Dengang hvor man også kunne møde de andre musikere på festivalerne. Nu om stunder går det for meget op i de rigtige pas, security o.s.v.

I den retning er det sgu' blevet lidt kedeligt. Der er ikke meget kontakt mere. De store navne, som jeg da godt ville snakke med, går lige ned fra scenen, tager et håndklæde over hovedet, dykker ind i en bil og bliver kørt væk.

Af og til bliver man dog overrasket. For nogle år siden spillede vi sammen med Bob Dylan på en festival i Århus. Nu hvar vi i Gnags altid været vilde med Dylan, som viste sig at være en helt anden end sit image.

Vi spillede lige før ham, og så var han flink og rar og inviterede os op på scenen, hvor vi fik lov stå ved monitorpulten og høre hans koncert.

Jeg har altid drømt om at se Bob Dylan oppe fra scenen. Alle sagde, det var helt uhørt, at nogen fik lov til det. Det var en stor, stor oplevelse.

Endnu én af mange på de festivaler, vi i Gnags har spillet på de sidste 30 år.

HUSK B.T.s 16 siders festivaltillæg - 2. PINSEDAG