Malmø hærges af vold og drab
Natten til onsdag sprængte en bombe på en politistation i Malmø, og aftenen før blev en mand skudt. Det er blot de seneste tilfælde af hård bandekriminalitet i Københavns naboby.
Natten til onsdag sprængte en bombe på en politistation i Malmø, og aftenen før blev en mand skudt. Det er blot de seneste tilfælde af hård bandekriminalitet i Københavns naboby.
Malmø er i øjeblikket plaget af vold og drab. Tirsdag aften blev en 48-årig familiefar fundet skudt og dræbt, Nogle timer senere blev politistationen i Malmø ramt af bombe.
Vi begynder klokken tre om natten på politiets hovedkvarter i det centrale Malmø. Her eksploderede en bombe og forårsagede omfattende skader. Der var ingen til stede, da bomben gik af, men ifølge politiet kunne den snildt have været dræbende, hvis der havde personer i nærheden.
Bomben er den seneste af en lang række voldsomme episoder, der mest af alt giver associationer til 1920ernes Chicago. Politiet i Malmø mener, at bomben var en hævnaktion udført af hårdkogte kriminelle på grund af politiets seneste indsats for at stoppe bandekriminaliteten.
- Vi er ved at rykke ved magtbalancen, og derfor kommer den her hævnaktion ikke som en overraskelse for os. Men vi giver ikke så let op. Vi fortsætter vores arbejde, siger politiets Ulf Sempert til expressen.se.
Og ifølge Rigspolitiet i Sverige vil den seneste bombeepisode blot resultere i, at politiets indsats bliver større.
– Vi vil gerne gøre det helt klart, at der ikke findes økonomiske begrænsninger, når det kommer til at få stoppet den her kriminalitet. Det her er et nationalt anliggende nu, og vi vil sørge for, at det skånske politi får det, de behøver, siger rigspolitichef Bengt Svenson til det svenske nyhedsbureau TT.
Og noget tyder på, at politiet i Malmø har brug for at være stærkt repræsenteret i bybilledet. Tirsdag aften klokken 19 blev en familiefar således fundet skudt og dræbt på Fosievägen i Malmø.
Onsdag bekræftede politiet på en pressekonference, at den myrdede var en 48-årig mand, og at han ikke var kendt af politiet.
De fortalte desuden, at der kan være tale om en eller to drabsmænd, der er set flygte fra stedet. I de seneste to måneder har Malmø været plaget af flere skyderier, hvoraf seks har været med dødelig udgang.