Malmö FF lever i høj grad i Champions League efter sejr på hjemmebane over FC Nordsjællands overmænd fra 2012, Shakhtar Donetsk.

For tre år siden deltog FC Nordsjælland som danske mestre i Champions League, hvor holdet bl.a. mødte Shakhtar Donetsk.

Da de to hold mødtes i Parken i København vandt Shakhtar Donetsk 5-2, men kampen blev især husket, fordi brasilianeren Luis Adriano ved stillingen 1-0 til FCN brød de uskrevne fair play-love ved at løbe op og score på en bold, hvor Shakhtar Donetsk ellers tog frispark med det formål at aflevere bolden tilbage til FCN.

Onsdag var Shakhtar Donetsk tilbage i Skandinavien, og på den anden side af Øresund blev det Malmö FF, der hævnede FC Nordsjælland.

Sejren kom til at lyde på 1-0, og det var Christian Poulsens gamle ven fra skandalekampen mellem Danmark og Sverige, Markus Rosenberg, der stod for kampens enlige scoring.

Den kom allerede efter 17 minutters spil, efter at Pa Konate brød godt igennem i Malmö FFs venstre side. Han lagde bolden ind til Markus Rosenberg, som i helt fri position inde i straffesparksfeltet stille og roligt kunne sende bolden forbi Shakhtars målmand, Andriy Pyatov.

Målet blev kampens eneste, og sejren var på ingen måde urimelig. Shakhtar havde deres chancer, men det havde Malmö FF så afgjort også.

To minutter efter pausen var Malmös nordmand Jo-Inge Berget alene igennem, men han skød lige forbi den bageste stolpe.

Ti minutter senere fik Malmö FF en endnu større mulighed, da Shakhtar Donetsks Darijo Srna begik straffespark på Jo-Inge Berget.

Kroaten Nikola Djurdjic blev sat til at eksekvere, men Andriy Pyatov reddede forsøget.

Kort efter ramte Darijo Srna stolpen ved den tidligere FCK-målmand Johan Wilands mål, men Malmö FF fik endnu en stor mulighed, da Markus Rosenberg ramte Pyatov helt inde under mål. Returbolden endte hos Nikola Djurdjic, som skød lige på keeperen.

Men den spinkle føring holdt hjem, og dermed har Malmö FF tre point for de første tre kampe i Champions League. Real Madrid og Paris Saint-Germain har hver syv, mens Shakhtar er fortabte, da de er pointløse.