Garmins nye børne-ur, Vivofit jr., er ifølge hjemmesiden Pricerunner.dk én af årets største julegavehit, men børnepsykologen John Halse advarer forældre mod at købe det populære ur. »Vrøvl,« lyder det fra Malene Brandt, hvis datter selv har et.

'Mød vívofit jr. – aktivitetstrackeren designet særligt til børn. Forældrene kan bruge appen til at holde øje med børnenes daglige antal skridt og aktivitetsminutter, tildele daglige opgaver og endda uddele virtuelle belønninger. Alt betjenes fra forældrenes mobilenhed.'

Sådan lyder det i reklamen for Garmins nye aktivitetstracker til børn, Vivofit jr., og mens børnepsykologen tirsdag advarer mod det lille armbåndsur, der ifølge virksomheden selv kan motivere børn til at holde sig i gang, så mener Malene Brandt, der er mor til Josephine på syv år, at uret derimod er en kæmpe gevinst for børnene.

»Hjemme hos os har vi brugt uret som en motivationsfaktor, og vi har oplevet, at vores datter Josephine er blevet meget mere motiveret for at dyrke daglig motion, og vi købte det for halvandet år siden, fordi hun havde svært ved at tage sig sammen til at bevæge sig.«

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan Garmin selv præsenterer Vivofit jr.

Malene Brandt og datteren Josephine sagde i 2016 ja til at medvirke i kampagnen 'Så letter vi', der er et tilbud fra Mariagerfjord Kommune til overvægtige børn i et forsøg på at få dem op af sofaen og ned i vægt.

Ifølge Sunhedsvejleder og Sundhedskonsulent i Mariagerfjord Kommune, Anders Ring, vil man med projektet sætte fokus på børns daglige aktivitet, og det var i den forbindelse, at Malene Brandt og datteren Josephine sammen med en lang række andre overvægtige børn fik aktivitetsmåleren Vivofit jr fra Garmin.

»Vi har en generel problemstilling om, at børn i dag er for lidt aktive, så vi vil sætte et fokus på, hvordan vi får de her børn til at være mere aktive, og hvordan man kan påvirke deres indre motivation, så de i højere grad bliver motiveret for at bevæge sig. Derfor gav vi 20 børn de her ure i et forsøg, og der har vi udelukkende fået positive tilbagemeldinger,« siger Anders Ring og tilføjer, at stort set alle børn oplevede, at de bevægede sig mere med uret.

Og én af dem var således Malene Brandts datter Josephine, der fortsat bruger uret, selv om det er halvandet år siden, at hun fik det.

»Det er et glimrende værktøj, og vi har haft stor glæde af uret. Det er selvfølgelig vigtigt, at man sætter sig ned og taler med sit barn om, hvordan det hænger sammen, og hvordan uret skal være en motivator,« fortsætter Malene Brandt.

Stressfaktor for børnene

Børnepsykologen John Halse hæfter sig blandt andet ved, at Vivofit jr fratog børn elementet af lyst, og at aktivitet derfor i højere grad blev et spørgsmål om at tilfredsstille forældrenes behov frem for børnenes egen aktuelle lyst.

{embedded type="node/polls" id="56631917"}

Men det er Malene Brandt ikke enig i.

»Jeg kunne ikke lade være med at blive en smule irriteret. Det er som om, at man som forældre ikke må tage ansvar for sine børns motion. Hvis børn fik valget mellem at sidde i sofaen og spille iPad eller gå en tur i skoven, så ville de fleste nok vælge det første. For os giver det her ur en øget motivation samtidig med, at det er sjovt at bruge.«

Hun bakkes op af Anders Ring, der kalder John Halses kommentar for »useriøs.«

»Det lader til, at han har kommenteret noget, han kun har en perifer viden om. Børn er påvirket af mange ting nu om dage, og sociale fællesskaber med venner vil de stadig have brug for, selv om det har det her ur. Det kan jo også være med til at motivere hinanden, så de konkurrerer internt. Det har været en kæmpe succes hos  os.«

I sidste ende handler det ifølge Malene Brandt om, at man som forældre bruger sin sunde fornuft.

»Og motion giver glade børn,« slutter hun.