Malene Hasselblad var tæt på at tage livet af sin dødssyge far. Men hvorfor skal man bringes helt derud, spørger hun
Tv-vært og forfatter Malene Hasselblad måtte for tre år siden se sin syge far sulte sig ihjel, fordi der ikke var nogen, der kunne hjælpe ham med at dø. Hun nåede selv at blive så desperat, at hun overvejede at slå sin egen far ihjel ved at lægge en pude over hans hoved.
- Jeg stod virkelig og tænkte: skal jeg gøre det. Det er drastisk at stå som datter og overveje, om man skal tage livet af sin egen far. Det er virkelig ubehageligt at nå dertil, hvor man helt alvorligt spørger sig selv, om man skal kvæle sin egen far, siger Malene Hasselblad, der blev kendt i offentligheden, da hun vandt Robinson Ekspeditionen i 2001.
Hun forklarer selv, at hun mistede modet, da hun kiggede på sin far, der lå med åbne øjne og kiggede på hende. Hun ønskede ikke, at det sidste han så, var hans datter, der kvalte ham med en pude.
Men hvis hun havde haft chancen for at give ham en human afsked, inden han blev nødt til at sulte sig ihjel for at få fred, havde hun gjort det.
- Hvis jeg kunne have givet ham en sprøjte, så han ikke kom til at føle smerte eller opleve sin egen dødskamp, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg havde gjort det, siger Malene Hasselblad.
Aktiv dødshjælp
Med sin beretning rejser Malene Hasselblad igen debatten om aktiv dødshjælp. Den blussede for alvor op, da 53-årige Jane Hoffmann stod frem sidste år i BT og fortalte, hvordan hun ville rejse til Schweiz for at begå assisteret selvmord. Malene Hasselblad har i lang tid fulgt med i debatten, og hendes historie er endnu et bidrag til diskussionen om et af de allersværeste emner.
- Jeg synes, debatten er sindssyg vigtig, og jeg mener, man selv skal have muligheden for at vælge, om livet er værd at leve eller ej, siger hun.
Den tidligere Robinson-vinders far, Flemming Bech, led de sidste mange år af sit liv af parkinsons sygdom. Langsomt nedbrød sygdommen den ellers energiske og kreative mand, der både malede og lavede skulpturer, inden han blev ramt af den forfærdelige sygdom.
{embedded type="node/polls" id="29728159"}
Flemming Bech gav to år før sin tragiske død direkte udtryk for, at han ikke længere fandt livet værdigt. Hans Parkinsons sygdom havde gjort livet til en plage i stedet for en gave, og hver gang en af de andre beboere på plejehjemmet blev kørt væk i en lukket kiste, følte han sig snydt af skæbnen.
- Han kunne slet ikke acceptere, at han ikke fik lov til at dø, mens begge hans naboer var døde. Han var faktisk fornærmet over, han ikke blev taget med, siger Malene Hasselblad, der, siden hun blev kendt i 2001 blandt andet har skrevet bøger og holdt foredrag.
Til sidst blev sygdommens destruktive kraft for meget for den to meter høje Flemming Bech, der til sidst blot vejede 33 kilo og lå sammenkrøbet i sin seng. Som 79-årig brugte han sine allersidste kræfter og viljestyrke i livet på at tage sig selv af dage.
- Han afviste simpelthen plejerne hver gang, de kom med mad og drikke. Det var virkelig umenneskeligt, fortæller 43-årige Malene Hasselblad på en café i Valby, hvor BT mødte hende, mens solen både kastede lys og skygge i hendes ansigt.
Malene Hasselblad var hverken dengang eller i dag i tvivl om, at hendes far ville have sagt ja til aktiv dødshjælp, hvis han havde fået chancen i sin sidste tid.
- Hvis min far selv havde haft muligheden for at vælge, ville han have bedt om en sprøjte, så han kunne sove stille ind. Man er eddermame langt ude, når man vælger at sulte sig ihjel, siger hun og
I dag er den 43-årige mor til to stadig mærket af, at hun måtte se sit livstykke af en far skrumpe ind til det rene ingenting, for til sidst at sulte sig ihjel.
- Det er rigtig svært, at det er det billede af ham, der står allerstærkest. Jeg har en masse gode minder om min far og den mand, han var, men oplevelserne fra den sidste tid overskygger det, for det fjerner billedet af den aktive og kreative far, jeg havde, inden han blev syg, siger hun.
Malene Hasselblad har besluttet sig for at skrive en bog om døden under arbejdstitlen ’Om lidt bliver her stille - en bog om døden’, der skal være med til at nedbryde tabuet om døden. Hun skriver også om sine oplevelser på sin blog.