En kovending kan være på vej i en af de mest omtalte mordsager. Den 27-årige Brendan Dassey, der i 2007 blev idømt fængsel på livstid for mordet på fotograf Theresa Halbach, skal blive bag tremmer, selv om det for kun få dage siden forlød, at han nu var en fri mand.

Det skriver flere internationale medier - blandt andre CNN, NBC News og ABC News.

Brendan Dassey er kendt fra den voldsomt populære dokumentarserie 'Making a Murderer' på Netflix.

Han er nevø til seriens hovedperson, Steven Avery, som blev dømt for samme drab i en separat retssag. Drabet blev begået i 2005 i Manitowoc County i den amerikanske delstat Wisconsin. På det tidspunkt var Dassey 16 år gammel.

I august blev Dassey renset, og dommen for drab, seksuelt misbrug og ligskænding ophævet. Men netop som han var på nippet til at blive løsladt fra fængslet, har et panel af dommere torsdag besluttet, at han skal blive i fængsel, mens beslutningen om at ophæve hans dom bliver appelleret.

Ifølge New York Times skulle han have været løsladt senest fredag aften klokken 20.

I 2005 erkendte den lavt begavede 16-årige Brendan Dassey at have hjulpet sin onkel med at voldtage og dræbe den 25-årige fotograf. Sagen har vakt stor opsigt, fordi Netflix-dokumentaren har sået stor tvivl om deres skyld.

Især er der fokus på, hvordan Dassey, hvis mentale alder på det tidspunkt svarede til en ni-årig, blev narret til at tilstå forbrydelsen af politiets efterforskere, som afhørte ham uden en voksen til stede - som for eksempel en advokat.

'Making a Murderer' blev ekstremt populær, da den blev tilgængelig på Netflix sidste år. Den sår igennem flere afsnit tvivl om dommene over Steven Avery og Brendan Dassey.

Onklen Steven Avery havde tidligere siddet 18 år i fængsel for en voldtægt, han ikke havde begået, Efterfølgende blev han dømt for mordet på Theresa Halbach, mens han var i færd med at sagsøge Manitowoc County i Wisconsin med et krav på 36 millioner dollar i erstatning for uretmæssig fængsling i voldtægtssagen.

54-årige Avery afsoner lige nu sin dom på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, men hans hold af advokater arbejder på at frifinde ham. Det skal blandt andet ske ved at bruge nye metoder til DNA-tests, som ifølge hans forsvar vil vise, at Averys blod er blevet plantet i Halbachs bil, skriver Daily Mail.

Hvad angår nevøen, må tiden nu vise, om han bliver en fri mand efter næsten et årti i fængsel. Indtil videre skal han dog blive bag tremmer.