Oven på en skrækkelig sæson har Charlton Athletic valgt at fyre manager Guy Luzon. Fyringen kommer straks efter, at holdet lørdag tabte 0-3 til danskerklubben Brentford med Lasse Vibe som sidste målscorer.

Charlton Athletic har lørdag aften valgt at fyre holdets manager, Guy Luzon, skriver flere engelske medier heriblandt Sky Sports og BBC Sport.

Da den danske landsholdsangriber Lasse Vibe scorede kampens sidste mål for Brentford i 3-0-sejren over Charlton, var han uden at vide det medvirkende til at skubbe det tabende holds manager Guy Luzon mod den fyring, som kom blot få timer efter nederlaget.

Det er dog højst sandsynligt ikke alene det store nederlag til Brentford, der ligger til grund for fyringen af den israelske manager. Charlton med den danske angriber Simon Makienok i truppen ligger nemlig helt nede på en skuffende 22. plads under nedrykningsstregen i den andenbedste engelske række Championship. Holdet har i 13 kampe tabt hele syv kampe og kun formået at vinde i to.