Det har ikke skortet på kendis-skilsmisser i den forgangne uge, hvor det er blevet bekræftet, at prominente navne som grevinde Alexandra, Jes Dorph Petersen og Eva Harlou alle skal skilles fra deres respektive ægtefæller. Og i morges blev der så tilføjet endnu et kendisnavn til listen. Mai-Britt Vingsøe skal skilles, det skriver HER&NU.
Den tidligere model og nuværende radiovært på NOVA Mai-Britt Vingsøe valgte selv at offentligøre nyheden, direkte i radioen på morgenprogrammet GO'NOVA. Her forklarede den 45-årige radiovært, at ægteskabet med manden Brian Andersen nu er slut, efter otte år sammen. Udmeldingen i radioen blev hurtigt fulgt op af en opdatering på facebook.
Mai-Britt Vingsøe blev gift med Brian Andersen tilbage i 2007, og sammen har de datteren Tillie Fia. Det er ikke første gang at radioværten skal skilles. Tidligere var hun gift med Racerkøreren Jason Watt, som hun fik tvillingerne Noah og Filuca sammen med.