Det var en stille og rolig fødselsdagshilsen, helt efter normale høflighedsstandarder.
Men onsdagens McLaren-hilsen til Kevin Magnussen har alligevel fået sindene til at bulderkoge på Twitter.
»Ønsker McLarens ven og tidligere kører; Kevin Magnussen, tillykke med 24-års fødselsdagen,« skriver Formel 1-holdet.
Brugerne på Twitter har dog hurtigt gjort McLaren opmærksom på, at det var på Kevin Magnussens fødselsdag sidste år, at holdet droppede ham endegyldigt.
På Twitter lyder reaktionerne blandt andet:
»I fyrede ham på hans seneste fødselsdag!!!!!«
»Så er det et år eller to år siden, at I formelt fyrede ham?«
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige… I fyrde ham for præcis et år siden, på hans fødselsdag.«
»I skulle have fyret Ron (Dennis, red.) i stedet for Kevin. Det var ham, der ikke holdt sin del af aftalen.«
»Ja, men for et år siden behandlede I ham ikke særligt pænt.«
»Wow. Mærkeligt. Smagløst.«
En bruger sætter ’ven’ i ironiske anførselstegn.
Dengang for et år siden fik Kevin Magnussen beskeden om sit McLaren-exit i en mail. Han sagde:
»Det var en kort besked, som forklarede, at der ikke ville være noget til mig i fremtiden. Den kom på min fødselsdag faktisk.«
Siden er Kevin Magnussen blevet ansat hos Renault. Men også på sin fødslesdag i år må den danske racerkører kæmpe med tanker om en usikker fremtid. Endnu har han ingen kontrakt for 2017.
Pudsigt nok har Kevin Magnussens nuværende hold (endnu) ikke ønsket sin danske kører tillykke med onsdagens 24-års fødselsdag.
