Forskellen på Kevin Magnussen og Fernando Alonso er til at få øje på. Bare nullerne på spanierens lønchek bør få den 22-årige dansker til at bukke og rette ind, hvis den dobbelte verdensmester og Kevin Magnussen bliver teamkollegaer hos McLaren efter årsskiftet.

Her vil Fernando Alonso angiveligt blive betalt svimlende 300 millioner kroner i løn for at sætte sig i McLaren-raceren, mens Kevin Magnussen i øjeblikket hæver ca. syv millioner årligt.

Der er næppe tvivl om, at i et makkerskab bestående af 33-årige Fernando Alonso og 22-årige Kevin Magnussen vil spanieren blive McLarens absolutte stjerne og ’førstekører’.

Det er med andre ord Formel 1’s måske bedste kører, Kevin Magnussen skal måle sig op imod. Og helst matche og køre fra med mere end jævne mellemrum.

Meget peger lige nu på, at det bliver den konstellation, McLarens topbosser vælger at gøre til virkelighed i løbet af denne uge.

Men hvordan vil Kevin Magnussen reagere på den udfordring?

Forestil dig et tænkt eksempel, hvor fodboldspilleren Christian Eriksen i hver kamp bliver bedt om at spille lige så godt eller bedre end Portugals Cristiano Ronaldo.

Angiveligt har Kevin Magnussen på de indre linjer hos McLaren den seneste tid gjort sit for at overtale teamejer Ron Dennis til at lade ham fortsætte.

BBC’s ledende Formel 1-skribent fortalte forleden til TV2 Sporten, hvordan Kevin Magnussen skal have sagt til Ron Dennis, at McLaren bare kan hente Fernando Alonso: for så kører jeg da også fra ham. Jo, sådan skulle ordlyden nogenlunde have lydt fra den 22-årige dansker.

Det kunne lyde overmodigt. Men ikke hvis man som Kevin Magnussen stædigt holder fast i målet om at blive verdensmester i Formel 1.

Ronnie Bremer, racerkører og tidligere racercoach for Kevin Magnussen, er sikker på, at Fernando Alonsos ankomst blot vil motivere den danske Formel 1-kører endnu mere.

- Kevin vil bare arbejde hårdere. Han ved godt, at hvis kan han slå Fernando Alonso, kan han få folk til klappe i. Det vil bare give ham mere blod på tanden til at køre fra ham, siger Ronnie Bremer.

Selvom Kevin Magnussen i sit eget hoved ikke vil være Fernando Alonso underlegen, vil ankomsten af den spanske stjerne skabe en ny virkelighed hos McLaren, hvor Kevin Magnussen kommer til at stå lidt i skyggen.

Men makkerskabet med Fernando Alonso vil være et drømmescenarie for danskeren, vurderer Ronnie Bremer.

- Udadtil vil det se ud som om, at han er andenkører. Men det er det bedste, der kunne ske for Kevin Magnussen. Jeg er ikke i tvivl om, at han godt kan udfordre Alonso i kvalifikationerne, mens han kan køre fra ham over tid i løbene, siger Ronnie Bremer og fortsætter:

- Det vil frustrere Fernando Alonso helt vildt. Og så vil det give Kevin Magnussen en stor blåstempling. Men han vil nok få problemer til at starte med.

Det er dog værd at tage med, at McLaren ikke arbejder med ’første’ og ’anden’-kørere. Og Magnussen og Alonso vil få det samme materiel stillet til rådighed.

I et eksklusivt interview med BT for et par uger siden gav Kevin Magnussen selv et indblik i den selvtillid, han får brug for, hvis han i den kommende sæson bliver teamkammerat med Fernando Alonso.

Her gik et spørgsmål på, om han virkelig ser sig selv som en bedre racerkører end stjerner som Fernando Alonso, Lewis Hamilton og Sebastian Vettel, siden han mener, at han kan blive verdensmester i Formel 1?

Til det svarede Kevin Magnussen:

- Jeg kan godt slå dem. Jeg skal bare passe på med at sige, at jeg er bedre end dem. Det hjælper mig ikke, men det laver en fin overskrift i din avis. Jeg skal bare vide inde i mig selv, at jeg kan blive bedre og vinde over dem. Det er det vigtige. Hvis jeg ikke selv troede på det, ville jeg ikke være i Formel 1. Det ville være at spilde min egen og alle andres tid.