Kevin Magnussen havde ikke forventet, at der efter sæsonens to første Formel 1-løb stadig ikke var kommet VM-point på kontoen.

Det fortalte den danske racerkører i dag, da han var en af seks udvalgte kørere, som deltog ved Formel 1's officielle pressekonference før weekendens grandprix i Shanghai.

Her blev Kevin Magnussen spurgt, om han og Renault havde over- eller underpræsteret indtil nu i sæsonens begyndelse.

»Det er svært at sige, om vi har overpræsteret eller ej. Jeg ved ikke, hvad de reelle forventninger var, men vi vidste, at det ville blive svært. Jeg havde forventet at score point med det samme. Måske ikke mange point, men jeg troede, at jeg ville have scoret point - især i Australien, hvis ikke jeg havde fået en punktering på første omgang,« sagde Kevin Magnussen.

Den 23-årige dansker har, som han selv siger, været ramt af tilbageslag i både Australien og Bahrain, hvor han misforstod en melding om, at han skulle køre ind til kontrolvejning. Det kostede en start fra pitten i det løb, hvor han trods alt kørte sig frem til en 11. plads.

Udsigten til VM-point ser på forhånd lidt sort ud for Kevin Magnussen og Renault, der lider under manglende hestekræfter. Og da banen i Kina netop afhænger meget af bilernes topfart, bliver det svært for danskeren.

Kevin Magnussen ved angiveligt ikke, hvornår de næste opgraderinger kommer til Renault'en, så den bliver mere konkurrencedygtig.

»Jeg ved, at vi har nogle ting på vej senere i sæsonen, og hvor meget, der kommer, bliver interessant at se. Det ved vi ikke lige nu, så vi må arbejde med det, vi har, og vente på opgraderingerne og se, hvad det giver os,« sagde han.

BT har dog tidligere erfaret, at der er en opgradering af bilens downforce klar i Barcelona midt i maj, mens en forventet opdatering af motoren skulle være klar i Canadas Grand Prix.

Den nuværende situation påvirker især Kevin Magnussens muligheder under kvalifikationen.

»Vores største svaghed i øjeblikket er i kvalifikationen, mens vi i løbet generelt er mere konkurrencedygtige. Så det er kvalifikationen, vi skal arbejde med lige nu. Det er en langsigtet plan, og vi vidste, at det her ville blive et år, hvor alt bliver bygget op igen. Tålmodighed er vigtigt på nuværende tidspunkt, men vi skal nok nå vores mål,« sagde danskeren og tilføjede:

»Vi har en god bil, den er ikke hurtigt nok endnu, men det ved vi godt.«