Det begyndte intet mindre end fremragende. Med en podieplads til Kevin Magnussen i sæsonens første grand prix. Men siden har hverdagens og de middelmådige resultater meldt sig hos McLaren, som kun lige akkurat holder den danske Formel 1-pilot og hans engelske makker Jenson Button inde i top 10.
Nu går McLaren i gang med en intern oprydning for at optimere det værktøj, som mere end kørerne selv definerer forskellen mellem succes og fiasko.
Det er især McLarens problemer med manglende downforce - altså det aerodynamiske tryk i nedadgående retning - der nu har ført til personaleforandringer i det Woking-baserede team.
Ifølge Autosport har teamchef Eric Boullier i pausen mellem det kinesiske grand prix og det spanske grand prix den 11. maj, været på jagt efter ekspertise, som skal gøre Magnussen og Button mere konkurrencedygtige.
Eric Boullier hævdes at have hentet Tony Salter fra Sauber og Guilaume Cattelani fra Lotus ind i folden, netop med henblik på at skabe mere fokus på det, der har været McLarens mest åbenlyst ømme punkt i både Bahrain og Kina.