Den første omgang af det canadiske grandprix i Montreal udviklede sig nærmest optimalt for Kevin Magnussen. Et par små-sammenstød sendte ham fra en startplaceing som nummer 18 helt op i nærheden af top-10.

»Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad der skete på den første omgang. Folk kørte ind i hinanden og så videre, men jeg havde ikke nogen problemer,« siger han til BT.

Men udsigten til VM-point blev ødelagt efter en virtuel safetycar-periode. Her må man ikke overhale, men et splitsekund før safetycar-perioden sluttede, gik danskeren forbi Stoffel Vandoornes McLaren-Honda.

»Jeg overhaler Vandoorne lidt for tidligt, men jeg giver ham omgående pladsen tilbage - og overhaler ham så igen i næste sving. Og det får jeg så en straf for,« fortæller han.

Når en safetycar-periode slutter, adviseres køreren via både lyd- og lyssignaler i cockpittet

»FIA giver en melding om, at der er mellem fem og 10 sekunder til, at safetycar-perioden slutter. Den fik jeg, og så prøver jeg at time det på en måde, så jeg kunne komme forbi Vandoorne. Men det kom jeg så til en lille smule for tidligt. Når man giver pladsen tilbage, plejer man altså ikke at få en straf,« fortæller Magnussen.

FIA´s løbsledelse idømte ikke desto mindre Magnussen en tidstraf på fem sekunder.

»Vores videooptagelser viser tydeligt, at bil nummer 20 (Magnussen, red.) overhalede. Men han gav placeringen tilbage, og derfor får han den lavest mulige straf,« hedder det i de officielle papirer fra FIA.

Udover de fem sekunders tidsstraf i Canadas Grand Prix inkluderer straffen også to ’klip i licensen’.

»Uden straffen var jeg nok blevet nummer 10. Jeg var på ultra-soft dækkene mod slutningen, og fangede dem foran mig, men det er nemt nok at sige nu,« siger en ærgerlig Kevin Magnussen.

»Jeg synes ikke, at jeg kørte et dårligt løb, men jeg er ikke tilfreds – hverken med dagen i dag eller med weekenden som helhed. Jeg føler, at jeg igen missede et point på grund af en dum straf. Men sådan er det – der er flere løb, og nu må vi bare prøve at lære af det her.«