Kevin Magnussen, Jolyon Palmer, jokeren Esteban Ocon eller en helt fjerde.
Kampen om det ene ledige sæde i Renault til den kommende Formel 1-sæson buldrer af sted med afgørelsen lurende lige om hjørnet. Tidligere på ugen erkendte Kevin Magnussen, at han er ved at være utålmodig, og nu er det så hans teamkammerat og rival Jolyon Palmer, der sætter ord på sin øjeblikkelige tilværelse på pinebænken. Uvidende om han er købt eller solgt i motorsportens fineste klasse.
»Det ville være rart at være lidt mere afslappet. Der er altid pres på i Formel 1, men når du ved, at karrieren er på vippen, kan du mærke hvert sekund passere,« siger britiske Jolyon Palmer til autosport.com.
I weekenden venter det amerikanske grandprix, hvor Jolyon Palmer og Kevin Magnussen endnu en gang vil være under Renault-ledelsens lup. Og for den sags skyld også andre Formel 1-teams, der stadig er på udkig efter næste sæsons kørere.
Et tungt pres, som ikke gør det nemt at præstere, erkender Jolyon Palmer.
»Uden det pres at din karriere er på vippen, vil det nok være lidt lettere,« siger racerkøreren og sætter ord på sit forhold til Kevin Magnussen.
»Jeg synes, vi arbejder rigtig godt sammen som teamkammerater. Vi er begge ret åbne. Vi kæmper åbenlyst mod hinanden, men vi kommer godt overens og arbejder godt for at gøre holdet bedre. Det synes jeg også resultaterne viser,« siger Jolyon Palmer, der håber på en ny aftale med Renault. Nøjagtig som Kevin Magnussen.
»Vi har respekt for hinanden, og vi står i den samme situation, så det er bare om at være menneskelig over for hinanden. Når vi så er på banen, vil vi begge selvfølgelig gøre det bedre end den anden.«