Kevin Magnussen var blandt de mange prominente navne i Formel 1-verdenen, der lørdag udtrykte sorg over tabet af 25-årige Jules Bianchi, der døde efter at have ligget i koma i ni måneder som følge af sin ulykke på Suzuka-banen i oktober sidste år.

»Hvil i fred, Jules. Et kæmpe talent og et stort tab for motorsporten. Tankerne går til familie og venner,« skriver den danske testkører for McLaren på Twitter.

Den franske Marussia-kører pådrog sig hjernetraumer, da han i silende regn kørte op bagi en kranvogn, der var ved at fjerne Adrian Sutils forulykkede Sauber-racer, og har ligget i koma lige siden – først på et hospital i Japan og siden nær sin familie i den franske by Nice. Dødsfaldet er det første i Formel 1 siden den brasilianske legende Ayrton Senna blev dræbt på Imola-banen i Italien i 1994.

»Jules kæmpede lige til det sidste, som han altid gjorde, men i dag sluttede hans kamp,« skrev familien på Facebook, hvor den også takkede for støtten.

Ud over Kevin Magnussen var blandt andre teamkammerat hos McLaren Jenson Button og den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton ude at kondolere på Twitter.

»En trist, trist dag i dag. Bed venligst for Jules’ kære. Hvil i fred, Jules. Må Gud velsigne dig,« skrev Hamilton.

Formel 1-boss Bernie Ecclestone benyttede tabet til at slå et slag for sikkerheden.

»Vi må aldrig lade noget sådant ske igen,« sagde han i går ifølge formula1.com.