Fernando Alonso er igang med genoptræningen, efter han kom slemt til skade med hovedet under testkørselen i Barcelona for snart 14 dage siden. Han håber at være tilbage i bilen til sæsonens andet grandprix i Malaysia.
Den spanske racerkører, der til sæsonens første Formel 1-grandprix i Melbourne, Australien, erstattes af Kevin Magnussen, skriver således på sin Twitter-profil, at han arbejder på at komme tilbage i racerform.
»Det gode arbejde fortsætter. I dag har jeg cyklet 30 minutter, svømmet i 30 minutter og styrketrænet i 30 minutter. Malaysia er et af de mest krævende grandprixer, og der vil vi være på 100 procent,« skriver Fernando Alonso på sin Twitter-profil.
Grandprixet, som spanieren henviser til, er sæsonens andet. Mellem linjerne antyder Alonso, at det er ham, der sætter sig McLaren-raceren i stedet for Kevin Magnussen, når den tid kommer.
Hele forløbet efter Fernando Alonsos ulykke i Barcelona, hvor han kørte sidelæns ind i barrieren, har været omgærdet af et opsigtsvækkende efterspil. Mest spændende set med danske øjne må det siges at være, at McLaren for tre dage siden offentliggjorde, at reservekører Kevin Magnussen indtræder i stedet for Alonso i Melbourne. Selvom parterne er holdkammerater, så konkurrerer de også internt mod hinanden.
Lægerne har angiveligt rådet spanieren til at stå over i sæsonåbneren 15. marts, fordi risikoen for en ny hjernerystelse så kort tid efter den første udgør for stor en fare, så derfor får Jenson Button dansk selskab i pitten og på asfalten.
Grandprixet i Malaysia køres 27.-29. marts.
