Sydamerikansk finansmand har købt Mærsk Mc-Kinney Møllers drømmebåd

Skibsrederen selv sejlede i hende indtil kort før sin død. Luksusyachten ‘Klem VIII’ var kendt som Hr. Møllers øjesten. Nu er drømmebåden solgt til en sydamerikansk rigmand, der fik de 25 meter lyseblå luksus for noget, der ligner discountpris.

Båden blev oprindeligt sat til salg for knap 40 mio. kr., men arvingerne efter Mærsk Mc-Kinney Møller fik kun lidt mere end 27 mio. kr. for hende ifølge dagens kurs.

- Det er en chilensk finansmand, der har købt ‘Klem VIII’. Båden blev solgt for cirka fem mio dollar, siger Knud Nordby fra Top Yacht i Rungsted, der har stået for salget.

Mærsk Mc-Kinney Møller købte luksusyachten i 2009 som en fødselsdagsgave til sig selv. Efter sigende hentede han selv som 96-årig yachten på Nautor’s Swan-værftet i Finland, hvorefter han var med til at sejle den hjem til Danmark. Nyprisen blev ifølge Berlingske Business i 2009 sat til hele 60 mio. kr., men det er ifølge Knud Nordby højt sat.

Yndet fristed

Hr. Møller brugte flittigt sit flydende luksusfristed, der ud over alle tænkelige former for luksus er udstyret med fire dobbelte gæstekahytter. Yachten er særligt tilrigget, så det store skib kan sejles af en besætning på kun to mand. Skibet var for stort til at ligge i Skovshoved, hvor det hører hjemme, men måtte på grund af sin størrelse fortøjes ved Tuborg Havn i Hellerup.

Efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død i april 2012 er ‘Klem VIII’ blandt andet blevet brugt af skibsrederens døtre og børnebørn. Navnet ‘Klem’ er en sammentrækning af navnene på skibsrederen selv, hans hustru Emma og døtrene Kirsten og Leise. Det solgte luksusfartøj var Hr. Møllers ottende af slagsen, siden han fik sin første sejlbåd under Anden Verdenskrig.

Luksusyachten befinder sig nu på værftet i Finland, hvor den får et eftersyn og bliver bygget om efter den nye ejers ønsker.

Bliver malet om

Derfor er det med stor sandsynlighed slut med at se de karakteristiske lyseblå farver på sejlbåden i danske farvande.

- Båden er i forvejen udstyret til at sejle i både kolde og varme farvande, så det er en mindre ombygning. Den bliver formentlig også malet om, siger Knud Nordby.

Hos Nautor’s Swan luksusværftet i Finland fortæller man, at den danske båd ganske rigtigt er ved at blive klargjort til sin nye, chilenske ejer, der efter planen henter den i løbet af sommeren.

Bestyreren af boet efter Hr. Møller, advokat Henrik Dahl fra Bruun og Hjejle, bekræfter, at luksusyachten er solgt, men har ingen yderligere kommentarer til handlen.